Kommentar: Der er mange Venstre-folk, der udenfor citat har tilkendegivet, at de var svært utilfredse med konklusionerne efter forrige Folketingsvalg. At indgå i en regering med fjenden og den forhenværende partiformand, Lars Løkke Rasmussen, har for mange været decideret forræderi. Bedre blev det ikke af, at Jakob Ellemann-Jensen på det kraftigste lovede under valgkampen, at noget sådant aldrig ville ske.
Historiebøgerne skal nok få travlt med at forklare historien om ægteskabet med Mette Frederiksen. Men problemerne i Venstre startede længe før Ellemann fik jobbet som formand. Det har i mange år været tydeligt, at Venstre har tabt pusten til en manøvredygtig agitator og fuldblodspolitiker. Statsministeren og Socialdemokratiet har formået at skabe de store strømninger, samtidig med, at Venstre slet ikke har kunnet identificere de klassiske, liberale værdier. Men at give Ellemann skylden virker lidt for simpelt. Den rigtige ballade startede med at partiets formand forlod partiet. Dertil hører også fortællingen om Inger Støjberg. På den baggrund har den nye, og nu forhenværende formand, ikke haft de samme muligheder for at føre Venstre frem, som hans forgængere.
At der er plads til liberale mærkesager viser Liberal Alliance med deres tårnhøje meningsmålinger. Det er også en samlet ledelse i Venstre, der har sagt ja til regeringssamarbejdet. Og dermed nej til en liberal dagsorden.
Ellemann forlader dansk politik. Helt. Siger han. Men han forlader også et parti, der befinder sig i en dyb identitetskrise. Efter at have haft regeringsansvaret af flere omgange siden årtusindeskiftet. Men det gælder hele den borgerlige blok, at der er store problemer med at skabe et alternativ til Socialdemokratiet, der har bejlere til alle sider. Gakkerierne fra den sidste Lars Løkke Rasmussen-regering er heller ikke glemt. Samtidig har netop Rasmussen fundet en måde at lave politik på, hvor han og Moderaterne holdes nogenlunde skadesfri for det nedfald, der ellers ville have været i en borgerlig lejr over det, der forgår.
Dansk Folkeparti kom i dagens meningsmåling op på 4.1 procent af stemmerne. Det er ganske meget for et parti, der af alle medier blev lagt i graven for et år siden. De konservative kan lige svinge sig op på 5.4 procent. Mens Venstre må klare sig med 8.8 procent af stemmerne. Når man tænker på at disse tre partier har udgjort en trojka i dansk politik siden årtusindeskiftet, er det indlysende, at der er nye tider på vej. Der er ikke er klart alternativ, og det er ikke Jakob Ellemann-Jensens skyld.
Vi lever i en tid, hvor Venstrefløjens ekstremistiske overtoner minder om 1970’ernes.
Men den borgerlige lejr formår ikke at samle sig med en klar of tydelig stemme som modvægt. Venstre går også ind for den censur, mange politikere ønsker bliver indført med kontrol via kommisærer i EU. Der er ganske enkelt ikke mange, der rigtig formår at slås for det liberale demokrati. Begreber som ytringsfrihed, dannelse og værdiskabelse.
Hvor Venstre gerne ville have været et klart alternativ, så har historien de sidste 4-5 år været kaos og rod.
