Reportage. De gik ombord i Gammel Havn i Middelfart en tirsdag i maj, tre borgmestre og et forretningsudvalg, og lod sig sejle ud i det bælt, som binder deres kommuner sammen. Mira III lagde fra kaj klokken fem minutter over et, og bag dem blev Middelfart mindre og mindre.
Mira III er et træskib fra 1915. Skroget mørkeblåt, overbygningen hvid, en lille rød Dannebrog i hækken og to redningsflåder og en håndfuld kranse oppe på taget. Hun ligger ved Havnegade 84 som et skib fra en anden tid og bliver hvert år gjort sundere, stærkere og mere oprindelig i samarbejde med Skibsbevaringsfonden.
Naturpark Lillebælt havde inviteret. Tre borgmestre var stået på, alle tiltrådt ved nytår, alle fra Venstre. Peder Tind fra Fredericia, der har sin by mod nord. Jakob Ville fra Kolding, hvis fjord lever sit eget hårde liv med iltsvind og strøm. Anders Møllegård fra Middelfart. De tre havde gode dialoger undervejs, men det var en tur, hvor de lyttede og de nikkede. De bakkede op om det, der blev sagt af forretningsudvalget, særligt af Christian Bro og Jørn Chemnitz, og man kunne se på dem, at det her var en samtale, hvor det vigtigste var ikke at afbryde den.
Dagen var grå med små toner af sol, der nu og da fandt vej igennem skyerne, som om de overvejede det, før de gjorde det.
Lasse Schmücker, formand for forretningsudvalget, bød velkommen først. Skipperen gennemgik sikkerheden, og så overtog Christian Bro ordet. Og det er værd at sige med det samme: Christian Bro er en stærk historiefortæller på naturdagsordenen og historien. Han talte, mens Mira III fandt sin egen rolige takt, og han talte sig gennem naturparkens historie, som man taler sig gennem en historie, man selv har været med til at skrive, og som endnu ikke er færdig. Det begyndte i 2014, da Middelfart, Kolding og Fredericia arbejdede som pilotpark og udarbejdede den naturparkplan, man styrer efter i dag. I december 2017 blev Naturpark Lillebælt godkendt af Friluftsrådet. Danmarks største af sin slags, 370 kvadratkilometer, hvoraf de 70 procent er hav.
Der blev talt om de mange aktører. Lystfiskere og jægere. Bælternes Fiskeriforening. Ornitologer og dykkere. Biologer og borgere. En bred kreds af mennesker, der var enige om, at noget måtte gøres, og som ikke altid var enige om hvad. Christian Bro fortalte også om de rekreative og kulturhistoriske værdier, der blev kortlagt, og om hvordan man tidligt fandt ud af, at en naturpark ikke kun handler om naturen, men også om det, mennesker bruger den til. Han talte uden manuskript og uden gentagelser, og borgmestrene lyttede med, fordi det er den slags fortælling, der gør et abstrakt samarbejde til noget, man kan tage stilling til, men der blev også plads til lidt gas og påmindelser om, at nogle gange skal man tænke sig ekstra godt om, hvis man vil være grøn. Således blev klapning i havet ved Trelde Næs vendt uden, at det blev til en større debat.
Lars Seidelin, sekretariatschefen, biolog og ph.d. i havbiologi fra Syddansk Universitet, overtog med tallene. Bælt i Balance, 17,1 millioner kroner fra Velux Fonden og Nordea-fonden, et femårigt projekt der nu er ved at lukke. 9,8 millioner fra Havnaturfonden og Den Danske Naturfond til at genskabe stenrev og biogene rev ud for Trelde Næs ved Kasser Odde, i samarbejde med Vejle og Middelfart kommuner og Syddansk Universitet, projektet løber til 2028. 80 millioner afsat i den grønne trepart til de marine naturnationalparker. Og frem for alt: i marts 2026 landede den historiske aftale om Marin Naturnationalpark Lillebælt, en af de to første af slagsen i Danmark, dækkende fra Trelde Næs og Bogense i nord til farvandene omkring Als og Assens i syd, med 23 millioner afsat til naturgenopretning, beskyttelse af marsvin og formidling. Bundtrawl og råstofindvinding er forbudt. Klapning er som udgangspunkt ikke mulig.
»Vi har en god sag,« sagde han. »Og vi har dokumentationen. SDU måler. Vi viser effekt. Det er det, fondene vil have.«
Indenfor sad vi ved bænke og bord og lavt loft. Kaffen kom på bordet. Vand og kage var der også. Borgmestrene sprang kagen over, men takkede ja til kaffen.
Det var her også her, Jørn Chemnitz kom til orde. En mand med viden og den naturpolitiske dagsorden på hjerte.
Han taler stille og længe, og han taler om noget, han har båret rundt på siden barndommen. Han fortalte først om Mira III selv. At hun i mange år havde sejlet med turister, der skulle fiske. At det var det, man kom for. Lillebælt var fuldt af fisk, og folk kom for at hente dem op af det. Sådan er det ikke længere. Der er ikke nok fisk tilbage. Så Mira III sejler nu med dem, der vil se marsvinene. En båd, der følger sit eget vand. Det er en historie om, hvad et farvand kan bære. Hvalsafari er blevet det nye sort. Men også her fortalte, at han bestanden fra 2016 til 2022 var gået fra 40.000 marsvin til 14.000.
Og så fortalte han om Østersøen og Kattegat. Om det brakke vand og det salte. Om hvordan Lillebælt forbinder dem som en flod mellem to have. Om de strømme, der løber i hver sin retning i samme krop af vand. Det tunge Nordsø-vand langs bunden den ene vej. Det lettere Østersøvand i overfladen den anden. Når de mødes, løftes næringen op fra dybet, algerne får travlt, og når de dør, falder de ned igen og tager ilten med sig. Det er sådan, et iltsvind bliver til. Han fortalte om, hvordan de stærke strømme i Lillebælt holder vandet i bevægelse og dermed lokalt holder ilten i live, og om hvorfor det er værre længere mod syd, hvor vandet står stille.
Og så fortalte han om torskene, sådan som man fortæller om noget, der ikke længere er der, men som engang var det. Han var dreng. Der var massevis af torsk. Man kunne fange dem hvor som helst, og de var store, og man tog ikke fejl af, at det altid ville være sådan. Det var det, der ikke gjaldt. Man kunne fange fisk til hele sin vej. I dag er torskene væk. Krabberne har taget over. Hummeren. Konksneglene. De kommercielle fiskere har skiftet, fordi vandet har skiftet, og det er en arv, han bærer rundt på, fordi han har set begge versioner af det samme bælt.
Det førte ham til turismen, og det er her, han kom med det, som borgmestrene især hørte efter. Den voksende turisme. Den, som de tre kommuner endnu ikke har taget hjem, men som ligger der og venter. Sydeuropa bliver varmere. Folk søger nordpå. Lillebælt har det, de andre steder ikke har. Marsvin man kan se ryggen af. Dykkersites i verdensklasse. Et farvand der binder kyst og by sammen i en kort afstand, så man kan stige af et tog og være ved vandet på ti minutter. Hvaleturisme, dykkerturisme, naturparkpartnerskaber. Hvis det organiseres, sagde han, så er der en industri, der kan bære meget mere end den, der er der i dag. Det er ikke noget, der kommer af sig selv. Det skal bygges.
De andre lyttede. Også borgmestrene. Det er en samtale, man ikke kan have på et rådhus.
Det var også her, marsvinet kom på tale af sig selv. Lasse Schmücker nævnte tallene, dem, som ikke bliver mindre, jo flere gange de bliver gentaget. Bælthavsbestanden er gået fra omkring 40.000 marsvin i begyndelsen af 2010’erne til omkring 14.000 i 2022. Lillebælt har stadig en tæt bestand. Op til 3.000 marsvin tumler i bølgerne her i sommermånederne. Det er et af de sidste steder, hvor man med rimelig sikkerhed kan tage en gæst med ud og vise dem ryggen af et dyr, der trækker vejret.
Støjen er problemet. Skibsfarten. De hurtige både. Et marsvin lever af lyd, finder sin føde med lyd, og når lyden bliver til larm, bliver det blindt. Naturparken arbejder for hastighedsreduktion i sejlrenderne og for lyttestationer, der kan dokumentere, hvad støj gør ved et dyr, man ikke kan se.
Inden vi gik op på dæk, kom samtalen tilbage til det, den hele tiden havde været. At stå sammen. At de tre kommuner ikke længere kan tænke hver for sig, hvis et bælt skal blive ved at være et bælt. At man skal være offensiv op mod finansloven i oktober. At ordførere og ministre skal ud på vandet, ikke holdes på rådhuset. At nabokommunerne, Sønderborg, Assens, måske Vejle og Aabenraa, skal med næste gang. Tind slog fast, at den sidste fordelingsnøgle hed 20 millioner til os ud af 80 millioner, og det var nok svært at gøre noget ved nu, men fremtiden skulle man stå sammen for ændre den fordelingsnøgle. Det nikkede Møllegaard og Ville til.
Med humør fik Ville tilføjet, at Trekantområdet var blevet blåt. Det er på sin vis dejligt. Men det betyder også, at man skal samarbejde bredt, hvis man skal tale til Christiansborg.
De andre nikkede. De ville tage fat i deres egne partifæller løbende, som de blev briefet. Til sidst var der klapsalver og tak for turen.
Mira III lagde til ved Havnegade lidt før halv tre. Borgmestrene gik fra borde med håndtryk og aftaler. Lillebælt lå bag os, gråt og blankt.
Og tre borgmestre vidste det nu lidt bedre end før, og de var alle enige om, at de var klar til at trække i arbejdstøjet for bæltet, når ministre ville gæste området.
Naturpark Lillebælt er et samarbejde mellem Fredericia, Kolding og Middelfart kommuner og Danmarks største naturpark. Forretningsudvalget består af Lasse Schmücker (Ø), Middelfart, Jørn Chemnitz (F), Kolding, og Christian Bro (A), Fredericia. Sekretariatschef er Lars Seidelin. Mira III er et bevaringsværdigt træskib fra 1915, der i dag sejler hvalsafari på Lillebælt. Læs mere på naturparklillebaelt.dk.
