NAVNENYT. Cathrine Wiuff Balsborg er tiltrådt som privatrådgiver i hovedsædet hos Middelfart Sparekasse på Havnegade. Den nye rådgiver har kort vej til arbejde, idet hun for et år siden flyttede til byen sammen med sin mand og parrets to børn. Med flytningen er hun samtidig blevet genforenet med både mor, far og søster, der også bor i Middelfart.
For den 30-årige rådgiver har Middelfart Sparekasse længe haft en særlig plads. Hendes morfar var kunde i sparekassen hele sit liv og talte ofte varmt om sit pengeinstitut, da Cathrine Wiuff Balsborg var barn.
»Jeg har desværre ikke min morfar længere, men jeg er sikker på, han ville være meget stolt, hvis han så mig som rådgiver i Middelfart Sparekasse«, fortæller hun.
Trukket af det positive omdømme
Det var dog ikke kun morfars fortællinger, der ledte hende til arbejdspladsen på Havnegade.
»At jeg nu er hos Middelfart Sparekasse, skyldes mange ting. Blandt andet de mange kåringer for at være en god arbejdsplads med en høj kundetilfredshed. Det er et sted, der altid har været omgivet af en positiv klang og stadig er det«, siger Cathrine Wiuff Balsborg.
Familien boede tidligere i Vissenbjerg og Odense, før valget faldt på Middelfart. Også her spillede flere faktorer ind.
»Min mor, far og søster bor også i byen, så der er noget trygt og rart i at have sin familie tæt på. Derudover kan jeg godt lide det lokale, og så betyder Middelfarts smukke natur med vand og skov rigtig meget«, siger hun.
Padel, løb og kreative sysler
Med børn på tre og fem år er der rigeligt at se til i hverdagen, men når kalenderen tillader det, dyrker den nye privatrådgiver både padel og løb, ligesom hun gerne tager til koncerter. Også de kreative interesser fylder en del.
»Jeg holder også meget af at nørkle med kreative ting, det kan både være sammen med børnene eller alene. Det kreative bruger jeg meget af min fritid på«, siger Cathrine Wiuff Balsborg.








