Margit har været frisør i over 40 år, og hun elsker stadig at tage i det samme dørhåndtag hver morgen

HÆNDERNE DER BYGGER BYEN. Hver morgen tager Margit Frydenlund Hansen i dørhåndtaget i Østergade 13, og det er, siger hun, det, hun elsker allermest, mere end saksen og farveskålene og alt det andet, der har fyldt hendes hænder i over 40 år. »Jeg elsker simpelthen at være her. Jeg elsker stadig at tage i det dørhåndtag hver eneste morgen,« fortæller hun, og det er en stor dør til en stor salon, og den har hun selv haft svært ved at vænne sig til, for Salon No. 1 begyndte som noget meget mindre på den anden side af gaden. Hun er 63 år, og den 1. november var det 39 år siden, hun åbnede, så hun har haft kunder i stolen, der sad der allerede i hendes læretid, og som stadig kommer. »Folk er blevet ved med at følge mig gennem alle de år. Det er jo fantastisk. Så et eller andet må jeg kunne,« konstaterer hun.

Håret har fyldt længe før læretiden, for som helt lille legede hun frisør på sit værelse, hvor der stod rækker af tomme bøtter, som hendes mor fik med hjem, når hun havde været hos sin frisør, og siden da har det handlet om hår, som hun siger, og så videre og så videre. Hun fik en læreplads i byen, læretiden var tre år dengang, og hun blev i den samme salon tre år mere, indtil de to indehavere gik hver til sit og skulle dele salonen imellem sig. Personalet røg imens først. »Jeg var jo kun 24 år og stod pludselig og tænkte: Hvad gør jeg så? Jeg var også alene på det tidspunkt. Jeg sov næsten ikke den nat, men dagen efter gik jeg en lang tur, og så fik jeg øje på et lillebitte lokale lige derovre,« fortæller hun og nikker over mod nummer 24 på den anden side af Østergade. Lokalet var til salg, og da hun nu alligevel var ude at gå, gik hun i banken i samme omgang. »De sagde bare: Det gør du da. Kom du bare i gang,« husker hun, og så fik hun folk til at hjælpe sig med at sætte det i stand og knoklede i flere måneder. Hun var blevet opsagt sidst på sommeren, og den 1. november 1987 stod der en salon.

Den fik et navn, som folk har misforstået lige siden. Mange har taget det for et husnummer, men det var hverken 24 eller 13. »Det er jo min nummer ét. Min allerførste salon,« forklarer hun, og det var meningen, at det skulle være hende og ingen andre, ingen ansatte, bare hende selv. Det holdt til december. Under ombygningen var hendes gamle kunder kommet forbi for at se, hvor langt det var nået, for de skulle klippes, og den dag hun holdt reception, var de første 14 dage booket i kalenderen. »Jeg havde virkelig kriller i maven. Tænk, hvis der ikke kom nogen? Ville folk overhovedet klippes hos mig? Og nu stod jeg jo helt alene med det hele,« fortæller hun. Kalenderen var fuld hver dag uden en eneste fridag, kun søndagene til at hvile ud, så hun ringede til en veninde, der var frisør i Fredericia, og sagde, at hvis hun skulle arbejde for hende, så var det nu. »Jamen, det er jo december, sagde hun. Det er jeg ligeglad med, sagde jeg. Det er nu eller aldrig, for jeg er nødt til at have noget hjælp,« lyder det fra Margit Frydenlund Hansen, og veninden sagde op og flyttede over broen, og de drev salonen sammen i tre et halvt år, indtil hun rejste til udlandet.

Der gik 14 år i det lille lokale, og det var der, salonen voksede sig ud af sig selv. På et tidspunkt var de fem ansatte plus elever på en plads, der dårligt kunne rumme det, og når kvinderne sad med striber i håret, fik de en stol omme bagved, så der var plads til at klippe foran spejlet imens. »Det var fuldstændig vanvittigt dengang. Men ved du hvad, det fungerede, og vi havde det simpelthen så sjovt,« bemærker hun. Så blev lokalet i nummer 13 ledigt, og det var kæmpestort, og spørgsmålet var, om hun turde. Hun spurgte pigerne, om de tog med, hvis hun flyttede over på den anden side, og det gjorde de, og lige pludselig stod der en stor salon med hendes nummer et på, som hun aldrig havde drømt om at skulle have. Så kunne hun ansætte flere elever igen, og det hele kørte i et rul, og det har det gjort siden. Det, der bærer det, er, som hun ser det, kunderne. »Mine kunder har været utrolig loyale gennem alle årene. Og det er de stadig. De har virkelig støttet mig, også som menneske,« siger hun. Hun er med i en del pigeklubber, og de bruger hende som frisør og ser hende privat, men de kunder, der har fulgt hende gennem årene, holder hun for sig, som kunder, og det er et bevidst valg. »Jeg tror, det er vigtigt, at man ikke bliver klædt helt af. De ved jo mange ting om mig, og jeg ved også meget om dem. Man kommer jo til at fortælle hinanden en masse, når man sidder der ansigt til ansigt,« forklarer hun.

Det er også hænderne, de har fulgt, og de hænder lærte faget på den hårde måde. Det første år i lære fik hun eksem helt op til albuerne, for dengang stod man med hænderne i væskerne uden handsker, og hudlægen sagde, at hun skulle stoppe, at hun aldrig kunne blive frisør, når hun ikke tålte vandet og det hele. »Men det ville jeg simpelthen ikke finde mig i. Mine mestre ville ikke give mig handsker dengang. De mente ikke, det var deres problem, at jeg ikke kunne tåle det. Så måtte jeg jo købe mine egne,« fortæller hun, og hun havde dem på til alt i et års tid, og så tog hun dem af for at se, hvad der skete. Det kom aldrig igen. I dag er det kun fingrene, der kan være lidt stive om morgenen på den her årstid, kroppen fejler ingenting, og så skal hun bare i gang. Og når hun er i gang, er det et fag, der giver sit svar hurtigere end de fleste andre håndværk. Man gør folk glade, man former noget, de bliver glade for, og man får resultatet med det samme. »Vi har jo ikke den lange proces, som en tømrer for eksempel har. Hos os er arbejdet færdigt efter en time eller måske to, og så står resultatet lige foran os. Og når kunden bliver glad og går ud ad døren, så er det jo fantastisk,« siger hun, og resten har menneskene lært hende. Nogle vil have en avis, nogle vil lukke øjnene, nogle vil rigtig gerne snakke, og det finder man hurtigt ud af. Og kommer en kunde, der plejer at være i strålende humør, ind ad døren med noget tungt på sig, så lukker de bare af, så taler de ikke i dag, og så gør de det næste gang.

Nogle af dem, der har siddet i stolen, har hun selv lært op, men elever har hun ingen af længere. I salonen er Pernille, som er et år yngre end hende selv og har faget i fingerspidserne, så folk får en krammer af at tale i telefon med hende, og Jasmin, nyudlært i april, som kører fra Odense hver dag. Om hun selv kommer til at lægge det på hylden, svarer hun ja til, og på hvornår svarer hun, at det ved hun ikke. »Jeg ved simpelthen ikke, hvordan jeg nogensinde skal få lukket og slukket her, for kunderne bliver jo ved med at komme. Jeg har ikke fundet ud af, hvordan jeg skal gøre det. Om jeg skal trappe stille og roligt ned, eller om jeg en dag bare skal sige, at nu lukker vi. Det bliver en forfærdelig dag, når den kommer,« siger hun. Så indtil da tager hun i dørhåndtaget hver morgen, og når hun lukker døren igen om aftenen, siger hun det samme til sig selv, som hun har sagt mange, mange dage i 39 år. »Hold kæft, hvor har jeg haft en fed dag,« siger Margit Frydenlund Hansen.