VEJRET. Stormen Dave sender søndag løse genstande på ufrivillig rejse. På Vejlby Fed Camping fløj et festtelt cirka 200 meter hen over campingpladsens minigolfbane og tennisbane, hvor det lagde hegnet ned og endte hos en sommerhusejere.
Billedet viser det store telt, der er landet midt på minigolfbanen.
Episoden er blot et af flere eksempler på, at den kraftige blæst skaber problemer i landsdelen. Fyns Politi meldte tidligere søndag om trampoliner, stilladser og byggematerialer, der flyver rundt, og en trailer er væltet på Lillebæltsbroen.
DMI har navngivet stormen Dave, og der er udsendt varsel om vindstød af op til orkanstyrke i det nordligste Jylland. Det kan potentielt blive første storm i april i 29 år.
Politiet opfordrer fortsat borgere til at sikre løse genstande.








