Trekantområdet Danmark glæder sig over en ny politisk aftale, der skal prioritere, hvem der først får adgang til det pressede danske elnet. Men ifølge bestyrelsesformand og Vejle-borgmester Jens Ejner Christensen ændrer aftalen ikke ved det grundlæggende problem, nemlig at der mangler kapacitet på transmissionsnettet.
Som Danmarks produktionscentrum og et knudepunkt for energiinfrastruktur er Trekantområdet afhængigt af et velfungerende elnet. Området spiller en nøglerolle i udviklingen af grøn energi og Power-to-X, og netop derfor følger samarbejdsorganisationen mellem de syv kommuner udviklingen på elnettet tæt.
Den nye aftale skal gøre det lettere for Energinet og andre aktører at prioritere ansøgningerne om at blive koblet på elnettet og dermed sætte skub i sagsbehandlingstiderne. Det får ros med på vejen.
»Ros til regeringen for at få lavet en bred politisk aftale. Det giver forhåbentlig Energinet og andre aktører bedre muligheder for at få prioriteret ansøgningerne om at blive koblet på elnettet og dermed sat skub i sagsbehandlingstiderne, og det er der brug for,« siger Jens Ejner Christensen, borgmester i Vejle Kommune og bestyrelsesformand for Trekantområdet Danmark.
For ham er udfordringen her og nu ikke kun stabil drift, men i stigende grad manglende kapacitet på transmissionsnettet. Trekantområdet er et knudepunkt for industri, transport og energi, hvor øst og vest mødes, og hvor værdikæderne går på tværs af landet. Derfor har kapaciteten i elnettet i området ikke kun regional, men national betydning.
Selv om aftalen kan tage hånd om de akutte problemer, er den efter formandens vurdering ikke en løsning på det, der ligger under.
»Hvis ikke der er plads på elnettet til nye forbrugere og ny produktion, bliver det en direkte barriere for vækst og udvikling, og det gælder ikke kun i Trekantområdet, men for hele landet. Derfor håber vi, at regeringen også kommer med et oplæg til, hvordan der bliver sat større fart på byggeriet af et nyt transmissionsnet, for det mangler der,« siger Jens Ejner Christensen.
Efterspørgslen på el er steget markant gennem en årrække, og prognoserne peger på, at udviklingen fortsætter. Det skyldes blandt andet elektrificering af transport og opvarmning, stigende elforbrug i industrien, nye teknologier som Power-to-X og tilkoblingen af vedvarende energi.
Trekantområdet Danmark er en politisk styret samarbejdsorganisation mellem de syv kommuner Billund, Fredericia, Haderslev, Kolding, Middelfart, Vejen og Vejle, ledet af en bestyrelse bestående af områdets syv borgmestre.









