Regeringen giver et kapitalindskud til Den Social Investeringsfond på 28,2 millioner kroner til at investere i sociale indsatser og indsatser på handicapområdet.

28,2 millioner kroner afsættes til Den Sociale Investeringsfond (DSI), der mangler midler til at igangsætte nye investeringer. Midlerne skal gøre det muligt for DSI at investere i sociale indsatser, herunder indsatser på handicapområdet, der skaber positive forandringer for borgerne.

En del af midlerne (15 millioner kroner) er uforbrugte midler fra specialeplanlægning for 2023, hvor der endnu ikke er en politisk aftale. Resten af midlerne (13,2 millioner kr.) er uforbrugte midler fra Udviklings- og Investeringsprogrammerne på socialområdet i 2023.

Social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil siger:

– Det betaler sig at investere i mennesker, og Den Sociale Investeringsfond laver et vigtigt arbejde, som kan hjælpe os med at løfte socialområdet. Jeg er glad for, at det nu bliver muligt at igangsætte nye vigtige investeringer i udvikling og udbredelse af sociale indsatser herunder indsatser på handicapområdet.

Regeringen og alle folketingets partier afsatte i efteråret 23,0 mio. kr. til Den Sociale Investeringsfond i årene 2025-2027 med reserven på social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet 2024-2027.