MadsbyParken bliver forvandlet til en festivalplads med både campingområde, musikscene og motorcykler, når over 10.000 samles til Harley-Davidsons internationale Super Rally, der afholdes i Fredericia i pinsedagene 2026.

Når over 10.000 medlemmer af den europæiske sammenslutning af Harley-Davidson klubbersamles til Super Rally i 2026, så skal GPS’en indstilles til Fredericia i Danmark. Det er nemlig den historiske og centralt beliggende by, der skal danne ramme for den store internationale begivenhed. 

Det er ikke første gang, at Super Rally, der samler medlemmer af Harley-Davidson fra hele Europa, bliver afholdt i Fredericia. I 2008 var byen vært for Harley-Davidsons Super Rally, hvor 18.000 deltagere og deres ikoniske motorcykler var samlet i MadsbyParken. Og når Super Rally i 2026 vender tilbage til Fredericia, så vender de også tilbage til MadsbyParken.

Hos Harley-Davidson Denmark glæder man sig til at gentage succesen.

– Det er meget glædeligt, at vi nu kan offentliggøre, at Super Rally vender tilbage til Fredericia i 2026. Fredericia er på mange måder helt perfekt som værtsby for Super Rally, hvor vi samler over 10.000 mennesker fra hele Europa. For os er det vigtigt, at værtsbyen både kan levere, når det kommer til beliggenhed, omgivelser og unikke oplevelser. Og Fredericia leverer på alle tre parametre. Så vi glæder os til at vende tilbage, siger præsident for Harley-Davidson Denmark, Jonas Hjorth.

Skulderklap til Fredericia

Byens borgmester Steen Wrist ser også frem til at byde den europæiske sammenslutning af Harley-Davidson klubber velkommen til Fredericia.

– I Fredericia er vi stolte over, at vi kan tiltrække så stort et internationalt event. Super Rally har været her før, og jeg ser det som et stort skulderklap til Fredericia, at det nu vender tilbage til vores by. Så vi glæder os til at byde velkommen og til at vise alt det, Fredericia har at byde på, siger Steen Wrist.

Også hos Experience Fredericia ser man frem til, at Fredericia skal være vært for Super Rally i pinsen 2026. 

– Det er en glædelig nyhed, at Super Rally vender tilbage til Fredericia i 2026. Med et forventet deltagerantal over 10.000 er det en begivenhed, der vil få en positiv effekt på flere af byens erhvervsdrivende, hvilket naturligvis hilses velkommen. Ikke alene på byens overnatningssteder, hvor det forventes at mange deltagere fra både ind- og udland vil gøre brug af områdets ledige senge, men så sandelig også blandt byens restauranter, cafeer og butiksdrivende vil der kunne forventes øget aktivitet og omsætning, siger Einar Kring, der er næstformand i Experience Fredericias bestyrelse og direktør på Hotel Fredericia.