Med en samlet vækst i omsætningen på 8,5% opnåede Orkla Danmark i 2023 den højeste samlede omsætning nogensinde. Ny strategi har fokus på vækst i kerneforretning og i fremtidens grønne fødevarer.

Orkla Danmark, der samler Orkla Foods Danmark A/S, Orkla Confectionery & Snacks Danmark A/S og Easyfood A/S, leverede i 2023 en samlet omsætning på 2.464 mio. kr. mod 2.272 mio. kr. i 2022. Resultatet steg med 8,1% til 160 mio. kr. fra 148 mio. kr. i 2022. (Regnskabsoversigt for hvert af de tre selskaber følger).

– Såvel samlet som hvert af de tre forretningsben leverer gode og tilfredsstillende resultater – vel at mærke i et marked, hvor omkostningerne og råvarepriserne er steget markant i 2023. Vi er lykkedes med at skabe nye og stærke kommunikationsplatforme for nogle af vores vigtigste mærkevarer som Beauvais, Den Gamle Fabrik og Bähncke. Og med lanceringen af Kims Chips Battle i 2023 har vi skabt en bedre kontakt og dialog med de 15-25-årige. Endelig har Easyfood fortsat den solide vækst med kvalitetsbagværk til convenience-sektoren, herunder udvikling af nye produkter fra færdigbagte varer til bake off, siger CEO Carsten Hänel, Orkla Danmark.

Væksten i omsætningen skyldes i høj grad prisstigninger affødt af den høje inflation, der prægede 2023. Den stærke inflation og den skærpede konkurrence fra discountmarkedet medførte en mindre nedgang i volumen på visse kategorier. Denne nedgang er dog stoppet i 2024.

– Selvom vores vækst i høj grad skyldes prisstigningerne, er vores forbedrede resultat – og dermed mulighederne for at investere i vores brands – først og fremmest baseret på effektivitetsforbedringer. Vi har i 2023 effektiviseret vores produktion og mindsket vores kompleksitet. Det har gjort os i stand til at fokusere yderligere på de brands, hvor vi er allerstærkest, og vi har fornyet vores markedsføring og kommunikation med markedet, siger Carsten Hänel.

Ny strategi med fokus på vækst i kerneforretningen

Med indgangen til 2024 har Orkla Danmark lanceret en ny strategiperiode, der fokuserer på vækst inden for fire centrale områder: ‘En God Start på Dagen’, ‘Flavour Boosters’, ‘Kings of Snacking’ og ‘Det Planterige Måltid ‘. Samtidig sigter virksomheden mod at reducere kompleksiteten og øge effektiviteten i salg og udvikling.

– Vi har lagt ekstra energi i at fremme sunde og nærende morgenmadsprodukter, som vi kalder ‘En God Start på Dagen’. Her er mærker som Paulúns og Havrefras allerede stærke, og vi ser stort potentiale i at udvide med vores brødløsninger fra Easyfood. Inden for ‘Kings of Snacking’ vil vi fortsætte med at udvikle vores stærke brands som KiMs og Panda. Vores Chips Battle-kampagne har været en stor succes og virkelig engageret de unge, siger Carsten Hänel,

Inden for ‘Flavour Boosters’ fokuserer Orkla Danmark på styrkepositionen i condiments-sektoren med mærker som Beauvais, Bähncke og Den Gamle Fabrik. – Vi vil styrke disse brands yderligere og bringe endnu flere smagsoplevelser til vores forbrugere, tilføjer Hänel.

Orkla Danmark ser også store muligheder i fremtidens plantebaserede fødevarer under platformen ’Det Planterige Måltid’.

– Danskernes madvaner ændrer sig i disse år. Efterspørgslen efter plantebaserede produkter forventes at stige, i takt med at smagen og konsistensen forbedres. Samtidig ser vi en ændring i måden, folk spiser og handler på. ‘Out of Home’-markedet vokser, og vi tror, det vil blive en vigtig del af fødevaremarkedet fremover, siger Carsten Hänel.

Orkla Danmark består af tre forretningsben: Foods, med mærkevarer som Beauvais, Den Gamle Fabrik, Bähncke, FUN Light, Scoop, Naturli’, Paulúns, Havrefras, PAMA og Risifrutti; Snacking, med mærkevarerne KiMs og Panda; og Out of Home, med mærkevarerne Easyfood og Danish Bakery samt en række condiments, særligt Bähncke.