På Vejlefjordbroen er der opstået nogle mindre slaghuller i asfalten, og derfor udbedrer Vejdirektoratet nu skaderne natten mellem 27. marts og 28. marts.

Vejdirektoratet vil udbedre nogle mindre huller i asfalten på Vejlefjordbroen. Foto: Vejdrektoratet.
Mandag aften den 27. marts tager Vejdirektoratet fat på at udbedre nogle mindre huller i asfalten på Vejlefjordbroen. Hullerne er opstået henover vinteren.

Arbejdet på Vejlefjordbroen sker om natten for at genere trafikanterne mindst muligt. Trafikanter, som benytter broen i begge retninger den 27. – 28. marts i tidsrummet fra kl. 18.30 til 05.30, vil blive påvirket af asfaltarbejdet. I den første del af tidsrummet bliver der arbejdet i nordgående retning og derefter skifter arbejdet til den sydgående.

Mens arbejdet står på vil der være 2 farbare spor i nordgående retning og 1 farbart spor i sydgående retning, og omkring vejarbejdet vil hastighedsgrænsen være nedsat til 80 km/t.

Arbejdet vil være færdigt tirsdag morgen kl. 06.00, så trafikanterne igen kan benytte alle broens tre spor i hver retning. I forbindelse med asfaltarbejdet vil der også blive arbejdet på nogle af fugerne i broen.

Vejdirektoratet beklager på forhånd de gener, som arbejdet måtte medføre for trafikanterne.

Information om konkrete vejarbejder og restriktioner for trafikken kan altid ses på Vejdirektoratets trafikkort sammen med øvrige relevante vej- og trafikmeldinger.