BUSINESS. Siden MONI Worldwide flyttede ind i sit nye hovedkontor i Middelfart i starten af året, har der været mere trafik gennem dørene end før. Det fortæller virksomhedens CEO, Henrik Hansen, der nu har sat to nye ansigter på arbejdet med at fastholde de nye kunder og finde flere af dem.

»Vi kan tydeligt mærke, at der er flere, der kigger forbi, efter at vi er flyttet i de nye rammer ud til motorvejen. Det giver nogle helt andre muligheder for at vise produkterne frem og tage dialogen med kunderne,« siger Henrik Hansen.

De to nye medarbejdere er Andreas Lyngø, der skal arbejde med traktormærket DEUTZ-FAHR på Fyn, og Søren Truelsen, der får ansvaret for produktserien Eco Machines. Begge skal arbejde tæt sammen med MONI Worldwides forhandlernetværk og fungere som bindeled mellem kunder, forhandlere og hovedkontoret i Middelfart.

For Andreas Lyngø er Fyn hjemmebane. »Jeg glæder mig til at komme endnu tættere på kunderne på Fyn. Det er min hjemmebane, og jeg har et stort netværk, som jeg kan trække på. Der er mange relationer at bygge videre på, og samtidig er der også nye, vi skal i dialog med, også blandt dem, der ikke kører DEUTZ-FAHR i dag,« siger han og tilføjer, at indsatsen sker i tæt samspil med forhandlerne: »Det handler ikke om at flytte kunder, men om at finde nye muligheder og udbygge det samlede potentiale. Min opgave er at åbne døre og skabe relationer, som forhandlerne kan arbejde videre med.«

Ud over landbruget

Et af MONI Worldwides erklærede mål med den styrkede indsats er at nå ud til kundegrupper uden for det traditionelle landbrug. »Vi har et sortiment, der rækker langt ud over landbruget. Derfor kigger vi blandt andet på kommuner, maskinstationer, gartnere og andre professionelle brugere. Det er et potentiale, vi gerne vil blive klogere på, både lokalt på Fyn og i forhold til, hvordan vi også kan arbejde mere systematisk med det i resten af landet,« siger Henrik Hansen.

Søren Truelsen, der skal stå for Eco Machines, peger på det samme: »Det er et produkt, der rammer bredt, også uden for det traditionelle landbrug. Samtidig kommer jeg til at arbejde med forhandlernetværket og understøtte dem teknisk, så vi står stærkere samlet,« siger han.

Indsatsen skal samtidig bruges til at introducere den nye 8-serie fra DEUTZ-FAHR, som ifølge Henrik Hansen ventes til Danmark i løbet af sommeren.