SPORT. Når Middelfart Boldklub i fremtiden træder på banen, bliver det med ekstra stærk lokal opbakning. Byens stadion får nemlig nyt navn, Middelfart Sparekasse Stadion, og dermed intensiverer sparekassen sin støtte til den lokale klub.
I disse uger kæmper Middelfart Boldklub om at sikre sig en plads i landets næstbedste fodboldrække, og nu får klubben en ekstra håndsrækning fra Middelfart Sparekasse. Det idylliske stadion, som uge efter uge danner ramme om fodboldglæde og fællesskab, skifter navn til Middelfart Sparekasse Stadion. Det glæder især sparekassens administrerende direktør, Martin Baltser.
»Det er en væsentlig del af vores identitet at støtte op lokalt. Vi har igennem mange år bakket op om Middelfart Boldklub, men nu løfter vi lige støtten endnu et hak opad,« siger Martin Baltser, der samtidig roser det store arbejde, klubben udfører – både ledelse og frivillige kræfter.
»Det er virkelig imponerende, hvad Per Jørgensen og resten af holdet omkring klubben har præsteret. Det er ikke bare i år – det er et kontinuerligt og solidt arbejde, som sikrer klubbens fortsatte udvikling. Derfor bidrager vi også gerne til, at endnu flere kan få glæde af de oplevelser, fodbolden giver.«
Martin Baltser understreger, at Middelfart Boldklub har nået langt med relativt beskedne midler, hvilket gør indsatsen endnu mere bemærkelsesværdig:
»Klubben har ikke store, pompøse budgetter i ryggen. Alligevel er Middelfart tæt på at etablere sig blandt de 24 bedste hold i Danmark. Det fortjener virkelig respekt.«
For Middelfart Sparekasse er det naturligt at involvere sig endnu mere aktivt i boldklubben, fortæller direktøren.
»Der findes et unikt fællesskab omkring klubben, hvor rigtig mange lokale er engagerede og involverede. For os giver det rigtig god mening at være en del af dét fællesskab.«
Det nye navn bliver officielt markeret den 24. maj, når Middelfart tager imod Næstved hjemme på det nye Middelfart Sparekasse Stadion.
»Klubben har allerede skabt mange fantastiske oplevelser for lokalsamfundet, og vi ser frem til endnu flere gode øjeblikke på Middelfart Sparekasse Stadion,« siger Martin Baltser.