Middelfart Avisen

Nyheder og indsigt fra Middelfart.

middelfartavisen.dkOpinion

Middelfart Byråd: Sæson 2 af klovnebussen

Middelfart Byråd: Sæson 2 af klovnebussen

Det 10 måneder gamle reality-program "Middelfart Byråd" har fået en ny sæson. Men det er vel også det forventelige udfald af det, der efterhånden må kaldes den største skandale i nyere dansk kommunalpolitisk historie. Nu kalder gruppen, som kuppede sig til magten, sig pludselig for "opposition" - meget bekvemt, når de svære beslutninger skal tages.

Byrådet fremstår som en klovnebus, hvor særligt den uhellige alliance mellem de ekstreme fløje er giftig - de fløje, som på trumpistisk vis er mere optagede af at være populistiske helte på Facebook end af at styre kommunen. Mønsteret er tydeligt: man vil ikke tage ansvar for de svære beslutninger. Det her er ikke noget, vi kommer til at grine af om nogle år. Det giver dybe sår i tilliden til vores lokaldemokrati.

For dem, der ikke fulgte med i sidste sæson: Socialdemokratiet fik flest stemmer ved valget. Da vi gik i seng på valgnatten, skulle Johannes Lundsfryd fortsætte som borgmester. Næste formiddag havde vi en borgmester fra Venstre, fordi Ulla Sørensen - mindre end 24 timer efter valgstederne lukkede - forlod Socialdemokratiet og steg på klovnebussen. Hun ændrede med andre ord sin politiske overbevisning på mindre end en dag. Det er ikke ulovligt, men det var et kæmpe svigt for borgerne, som lige pludseligt fik noget andet end de havde stemt på. Derfor stod jeg i spidsen for demonstrationen på Nytorv, hvor jeg sammen med en stor del af mit gymnasium mødte op for at værne om vores demokrati.

Jo mere man kigger på kupmagernes konstitueringspapir, som er blevet offentliggjort i medierne i onsdags, og jo mere man ser på de første rigtige budgetforhandlinger, jo tydeligere bliver mønsteret: Konstitueringen handlede aldrig rigtig om en fælles politisk retning. Den handlede om ét mål - at vælte den siddende borgmester. Kupmagerne havde ikke en politisk vision - for dem handlede det kun om personer. Nu hvor den første virkelige prøve er kommet, budgettet, har støttepartierne vist deres sande ansigt: De havde aldrig tænkt sig at tage ansvar for den kommune, de kuppede sig til magten i.

Jeg er faktisk ikke for alvor vred på Møllegård. Han har svært ved at bunde, men forsøger trods alt at styre kommunen - og heldigt for ham gider de ansvarlige politikere i byrådet arbejde med. Min vrede er derimod rettet mod hans støttepartier, som nu råber højt om løftebrud, mens de - efter alt at dømme - selv har takket nej til at tage del i de svære beslutninger. Det er nemt at stå på sidelinjen og kræve overholdte løfter. Det er sværere at sætte sig til bordet og tage ansvar for et budget, man måske ikke kan sælge til sine egne vælgere. Det er præcis det mønster, jeg nævnte i starten: man vil ikke eje de svære beslutninger, kun de nemme sejre. Man skal ikke kunne blive valgt på at vælte magten - og så nægte at bruge den, når det bliver ubehageligt.

Jeg håber, Middelfarts borgere husker det her, når vi går til stemmeboksen næste gang. Ikke kun hvem der kuppede sig til magten, men også hvem der reelt tog ansvaret bagefter.

Del artiklen

Læs også

Baristapriser kræver vel baristakvalitet - Cappuccino er ikke bare kaffe med kogt mælk der lugter af risengrødDit handicap må ikke stå i vejen for kræftscreeningFør Christiansborg finder flere løsninger til folkeskolen, bør vi lytte til dem, der står i denGiv skolerne i Brenderup og Harndrup ret til at bestemme selv