Hvem har patent på kulturen?

Kultur er mere end det, der får offentlige tilskud og bliver godkendt af de ”rigtige mennesker”. Hvem beslutter, hvad fællesskabet skal betale for – og efter hvilke kriterier.

Hvad der er kultur? Hvem afgør, hvad der er kunst, hvad der er kulturarv, og hvad der fortjener offentlige kroner? Er det os alle sammen? Eller er det en kreds af kulturfolk, institutioner, udvalg, konsulenter og politikere, der gennem strategier og støtteordninger har fået en særlig ret til at definere, hvad vi andre skal betragte som værdifuldt?

I Trekantområdet samarbejder kommuner og kulturaktører om projekter, strategier og arrangementer. Det kan der komme gode ting ud af. Men et grundlæggende spørgsmål bør følge med: Er kulturen til for menneskene – eller er menneskene blevet statister i kulturens offentlige system?

Det brune værtshus er også kultur

Gå ind på et brunt værtshus en fredag aften. Lyt til historierne, musikken, diskussionerne og de gamle røverhistorier. Se stamgæster, der har kendt hinanden i årtier. Her holdes traditioner i live, dialekter bevares, venskaber plejes, og historier gives videre.

Ingen kulturkonsulent har nødvendigvis planlagt det. Ingen fond har skrevet en strategi for fællesskabet. Det er mennesker, der lever deres liv sammen.

Det samme gælder forsamlingshusets revy, folkedansen, harmonikaklubben, amatørteatret, spillemandsmusikken, rockscenen og dansktoppen. Det gælder havnefesten, kræmmermarkedet, fodboldklubbens slagsange og musikken i det lokale øvelokale, street art, rap, hiphop, skatekultur og digitale fællesskaber, hvor unge skaber deres egne udtryk.

Noget er amatørkunst. Noget er kommercielt. Noget er råt, skævt og uperfekt. Det hele behøver ikke falde i min smag for at være en del af det levende kulturliv. Folkelig kultur opstår ofte, fordi mennesker har noget på hjerte og vil udtrykke det sammen med andre. Den behøver ikke først at blive skrevet ind i en strategi.

Offentlig støtte er ikke et kvalitetsstempel

Jeg har intet imod opera, klassisk musik, moderne billedkunst, museer eller teater. Dygtige kunstnere skal selvfølgelig kunne få betaling for deres arbejde. Kunst må gerne udfordre og provokere – og den behøver ikke behage alle.

Men offentlig støtte gør ikke et værk hævet over kritik, og manglende støtte beviser ikke, at noget mangler kulturel værdi, tværtimod.

En rockmusiker, der spiller for 40 mennesker i et forsamlingshus, kan skabe en oplevelse, folk husker resten af livet. En kunstner med en stor bevilling kan skabe noget vigtigt, som kun få forstår. Begge dele kan have værdi.

Armslængde kræver også åbenhed

Armslængdeprincippet skal beskytte kunsten mod politisk detailstyring. Det er vigtigt. Men princippet fjerner ikke spørgsmål om magt og repræsentation.

Hvem udpeger de faglige udvalg? Hvilke miljøer kommer medlemmerne fra? Hvilke kunstformer har traditionelt haft adgang til systemet? hvor let er det for en lokal amatørforening, et rockband eller et nyt kulturinitiativ at blive taget alvorligt?

Man behøver ikke tro på en sammensværgelse for at stille de spørgsmål. Et system kan være skabt med gode hensigter og stadig favorisere dem, der allerede kender det. Vi bør også spørge, om kulturpolitikken giver plads til hele befolkningens skaberkraft – også til dem, der ikke sidder med ved bordet.

Kulturarven lever også uden for museet

Kulturarv er ikke kun herregårde, fredede bygninger og genstande bag glas. Den findes også i dialekterne, håndværket, arbejdersangene, lokale musiktraditioner, egnsretterne, foreningslivet, havnemiljøerne og de historier, bedsteforældre fortæller deres børnebørn.

Kulturarv er noget, vi bruger, forandrer og giver videre. Hvis vi kun bevarer det, eksperter har udpeget og systemet har registreret, risikerer vi at overse den levende kultur, der ikke passer ind i en officiel kategori.

Giv kulturen plads nedefra

Jeg mener ikke, at offentlig kulturstøtte skal afskaffes. Men støtten bør være åben og gennemskuelig. Borgerne skal kunne se, hvem der får pengene, hvad formålet er, og hvad der kommer ud af indsatsen. Vejen til støtte må heller ikke være forbeholdt dem, der er bedst til at skrive ansøgninger. Små foreninger, lokale musikere, amatørscener og nye kulturfællesskaber skal også have en reel mulighed for at komme i betragtning.

Jeg vil gerne have både operaen og værtshuset, både museet og amatørscenen, både den moderne kunstinstallation og den gamle spillemand. Det er ikke et enten-eller.

Men den ene kulturform er ikke automatisk mere værd, fordi den har de rigtige forbindelser, eksperter og offentlige bevillinger.

Så til kulturpolitikerne i Trekantområdet: Når I taler om at udvikle kulturen på tværs, hvor meget plads giver I så den kultur, der allerede lever nedefra – uden at nogen har bedt om lov?

Kulturen tilhører ikke et udvalg eller et embedsværk. Den er vores fælles liv, vores historie og vores frihed til at udtrykke os. Den skal ikke først godkendes ovenfra for at være ægte. Den skal have lov til at leve nedefra. Det skal ikke være dem mod os, finkulturen imod folkeligheden.