TV 2 SPORTS kommentator, Ulrik Jönsson, kommenterer et væld af håndboldkampe. På vej til årets første kommentering funderede han over stemningen i håndboldhallerne. Jönsson mener blandt andet, at der skal spilles mindre musik.
Da Fredericia Håndboldklub før jul skulle spille på udebane mod Ribe-Esbjerg, kunne AVISEN beskrive, hvordan de blev forhindret i deres opbakning af et modvilligt hjemmehold. De begrænsede holdets fanklub, HK Ultras, og lod dem kun medbringe én tromme, og de måtte slet ikke medbringe pustehorn, som ellers tillades i de fleste danske håndboldhaller.
Det sparkede dengang liv i debatten om, hvordan regelsættet skal være for håndboldfans i hallerne landet over. Hovedparten pegede dengang på, at man ikke skulle begrænse fansene, så længe det var inden for rimelighedens rammer, og at medbringe 2-3 trommer og nogle pustehorn hørte ikke til den kategori.
Nu kommer Ulrik Jönsson med et nyt indspark til debatten. På vej til hans første opgave i år, dameliga-kampen mellem SønderjyskE og Viborg HK, funderede han over, hvad han ville ønske sig, hvis han havde sin egen håndboldklub. Udover, at hans hold skal vinde det hele, så var budskabet rettet mod, at der skal være masser af fanstemning i hallerne, som til gengæld ikke skal være præget af en højlydt hal-speaker og høj musik.
– Få tilskuerne til at være endnu mere med. Heppe, råbe, skrige, synge, buhe – og alt muligt i den genre!
– Få sat en begrænser i mixer-pulten, så musikken maksimalt kan spilles på halvdelen af nuværende volumen. (Så har man nemlig en chance for at høre tilskuerne. Og det er dét, der er fedt i en hal!).
– Få sat en begrænser på hal-speaker-mikrofonen, så den maksimalt kan opnå en fjerdedel af det nuværende niveau. Det er tilskuerne i en hal – og ikke 90.000 mennesker foran Orange Scene – der skal kunne høre det. Og det er faktisk rigtig fint, hvis tilskuerne kan undvære høreværn. Det er med hal-speakers som med tv-kommentatorer. Når de gør det godt, er de gode at have – men de er altid, altid, altid biroller, aldrig hovedroller. Det er spillerne og kampen, der er attraktionen, skriver Ulrik Jönsson blandt andet i opslaget.
Læs hele opslaget her: