Aarhus Fremad havde skæbnen i egne hænder, men kunne ikke stå for presset. De tabte til FC Roskilde og rykkede dermed ikke op i 1. division.

Solskin på Vangen, der er altid solskin på Vangen, solskin på Vangen.

Sådan lyder en af Aarhus Fremads fans’ slagsange. Henvisningen er til “Vangen”, som er Riisvangen, hvor holdet har hjemme, men solskin var der ikke meget af i lørdags på det ikoniske stadion i Aarhus, der emmer af nostalgi og hygge.

Flere tusinde tilskuere var på plads, og man kunne nok forestille sig, at der skulle laves et par ting eller to om, hvis dét stadion på sigt skulle kunne gøre sig i landets næstbedste fodboldrække. For en stund er de tanker i hvert fald forduftet.

Det er ellers ikke fordi Aarhus Fremads mandskab mangler folk, som har prøvet det før. I en lang årrække var cheftræner Morten Dahm Kjærgaard assistenttræner i FC Fredericia, mens Christian Ege også har en lang spillerkarriere i FC Fredericia. Netop Ege havde sidste kamp for Aarhus Fremad, og derfor ville det have været kulminationen på hans tid i klubben, hvis han var med til at rykke dem op.

En spiller, der tidligere har gjort sig på højere niveau, Emil Nielsen fra FC Roskilde, ville det dog anderledes. Et kvarter inde i kampen sendte han Domkirkebyen i front. De skulle bruge en sejr for at sikre sig oprykningen, mens Aarhus Fremad kunne nøjes med uafgjort.

Udligningen kom ti minutter inde i anden halvleg. Ege fik udlignet, men den stilling holdt kun til 12 minutter før tid. Roskildes Mads Skott slog til og sendte atter gæsterne i front. Det lykkedes ikke denne gang Aarhus Fremad at svare igen, og derfor rykker FC Roskilde op i 1. division.

Ikke siden 2007/08-sæsonen har Aarhus Fremad været i 1. division, og med nederlaget bliver det heller ikke i næste sæson, at der bliver solskin på Vangen i landets næstbedste fodboldrække. I stedet bliver det Esbjerg og FC Roskilde, der tager turen op i NordicBet Ligaen, hvor Næstved og FC Helsingør rykker ned og i næste sæson krydser klinger med Aarhus Fremad og de øvrige 2. divisionshold, der inkluderer blandt andet Middelfart, som har haft sæson over forventning.

Til næste sæson forventes Middelfart at opretholde samme niveau som i denne sæson. Foto: AVISEN

Aarhus Fremad og Middelfart i toppen til næste sæson

Klubben, der rykkede retur til 2. division i 2023, sluttede sæsonen på fjerdepladsen, og i en oprykningssæson var det mere end godkendt for holdet fra Vestfyn, der i næste sæson må forventes at kunne udgøre en top i 2. division sammen med nedrykkerne fra NordicBet Ligaen. Fundamentet er til det i Middelfart, hvor man har en stærk ejerkreds bag med Per Jørgensen, der er medejer af 5E byg, og er god for mange millioner kroner.

Til næste sæson kan man forvente mere af Middelfart. Ikke at holdet bliver markant bedre, men efter en sæson, hvor Middelfart har præsteret bedre end man kunne forvente, må forventningerne være, at de præstere på minimum samme niveau, og derfor bliver en aktør som minimum i subtoppen.

Helt i toppen er Aarhus Fremad blandt favoritterne til oprykning sammen med Næstved og FC Helsingør alt afhængigt af, hvordan de to nedrykkere får sammensat hold til næste sæson.

https://www.ibc.dk/fredericia-middelfart/uddannelser/hf-og-vuc/