BUSINESS. Der er en bestemt type mennesker, der ikke kan lade en drøm ligge. Den vender tilbage, uanmeldt, som en gæst man ikke har inviteret men heller ikke kan sende hjem. For Lasse Thomsen, der til daglig er anfører for Middelfart Boldklub i 1. Division, har drømmen om at skabe noget med sine egne hænder ligget og ulmet, som han selv siger, lige siden han var teenager. Nu, tolv-tretten måneder efter at han for alvor begyndte at undersøge, teste og bygge op, er den drøm ved at materialisere sig i et lille lokale på Pantheonsgade 3E i Odense.

Stedet hedder Forno. Det er italiensk for ovn, og navnet peger lige derhen, hvor Thomsen vil have det: mod håndværket, mod brødet, mod det konkrete. Forno bliver en focacciacafé med en bevidst enkel menu, få varianter, få ingredienser og en focaccia, som Thomsen selv bager efter en opskrift, han har brugt det seneste år på at udvikle i sit eget køkken. Dejen koldhæves i to døgn. Der er blevet eksperimenteret med meltyper og hævetider og smagssammensætninger, og resultatet er blevet testet på venner og familie og løbende justeret, indtil Thomsen nåede det punkt, hvor han kunne stå inde for produktet. »Tanken er less is more. Få varianter med få ingredienser, så jeg kan stå 100 procent inde for, at det er et tiptop-produkt, der kommer over disken, uanset om man vælger nummer 1 eller nummer 4,« siger Thomsen.

Ind til for nylig var Thomsens hverdag delt mellem to verdener, der begge handlede om kroppen. Om formiddagen behandlede han patienter som fysioterapeut hos Kiropraktorcenter Lillebælt i Middelfart, om eftermiddagen trænede han med sit hold. Den 30-årige forsvarsspiller, der er uddannet fysioterapeut fra UCL i Odense i 2018, har været i Middelfart Boldklub siden samme år og har udviklet sig til det, sportschef Søren Godskesen i april 2024 kaldte en af de bedste forsvarsspillere i 2. Division og en samlende figur i omklædningsrummet. Siden da er klubben rykket op i 1. Division.

Nu har Thomsen sagt fysioterapijobbet op. Hans sidste arbejdsdag er den 27. februar. Kiropraktorcenteret bliver erstattet af en ovn og en disk. »Der er jo ingen tvivl om, at jeg har været rigtig glad for at være hos Kiropraktorcenter Lillebælt, og jeg vil komme til at savne mine kollegaer,« siger han og tilføjer så med et smil: »Men de er altid velkommen til at komme forbi og sige hej her i stedet.«

Lasse Thomsen ved godt, hvad han forlader. Han ved også, hvad han bevæger sig hen imod. Noget af det samme, siger han, vil alligevel følge med, her kontakten med mennesker. Hvor det før var patienter, bliver det nu kunder. Ansigt til ansigt, hen over en disk i stedet for en behandlingsbriks.

Men én ting har Thomsen ikke erstattet: fodbolden. Og det rejser det oplagte spørgsmål. Hvordan spiller man fodbold på næstøverste niveau og driver en café på samme tid? »Jeg er rigtig glad for at spille i Middelfart, og det giver sindssygt meget i min hverdag,« siger han. »Så jeg har planlagt fra start, at det her projekt skal kunne køre, samtidig med at jeg spiller fodbold. Åbningstider, ansatte, konceptet er lavet efter, at det kan lade sig gøre.«

Det lyder simpelt, når han siger det. Træningen starter, når den starter, de kan ikke vente på ham, og så har han indrettet sig efter det. Men bag den enkle formulering ligger et halvt års planlægning, en forretningsmodel tilpasset en fodboldspillers skema og en erkendelse af, at man ikke kan gøre alting selv. Der skal ansættes folk.

For Forno skal også leve af mere end de gående på Pantheonsgade. Der er en erhvervsdel i forretningsplanen. Lasse Thomsen vil have fat i lokale virksomheder, der kan bestille frokost på forhånd, så caféen ikke kun lever af de fem-seks pladser indendørs og den udeservering, der dukker op, når foråret melder sig. Det er et lille sted, understreger han, men ambitionerne er høje.

Alligevel er der stadig et stykke vej. Forno er endnu ikke åbnet. Thomsen kan ikke give en præcis dato, for der er bureaukrati, der skal falde på plads. Starten af marts er målet, men det ligger ikke fast. Det er dér, den slags projekter befinder sig, i det nervøse mellemrum mellem plan og virkelighed, hvor dejen er sat, men endnu ikke hævet. »Det er jo sådan en snebold, der ruller,« siger Thomsen om den proces, der bragte ham hertil. »Man bliver grebet af det, man synes det er spændende, og lige pludselig synes man også, det er en rigtig god idé. Og så bliver man enig med sig selv om, at det vil man prøve.«

Lasse Thomsen kommer ikke fra cafébranchen. Han kommer fra fysioterapien og fra fodboldbanen, fra miljøer, som han selv siger, hvor man lærer, at hårdt arbejde og forberedelse betyder noget. Nu bager han focaccia. Dejen skal hæve i to døgn. Det kan ikke forceres.