Mads Greve er tilbage, hvor det hele startede. I Middelfarts klubhus hænger hans OB-trøje som en del af klubbens stolte historie – ved siden af Christian Eriksens og Rasmus Falks. Nu er Greve tilbage i sin barndomsklub efter et ophold i Vendsyssel, og han har én klar målsætning: at skrive historie ved at hjælpe Middelfart til oprykning.
Til et arrangement med klubbens sponsorer lagde Mads Greve ikke skjul på sin ambition. Han er ikke blot vendt hjem for at nyde sin karrieres afslutning – han er klar til at gøre en forskel både på og uden for banen.
Vil give erfaringen videre
– Jeg vil bidrage med alt det, jeg har lært, både på og uden for banen. Jeg har lyst til at give så meget af mig selv som muligt. Som ung spiller har man meget fokus på sig selv og sine egne præstationer, men nu handler det også om at hjælpe andre og give noget af det, man har lært, tilbage, forklarede han.
For Mads Greve er det lige så meget en holdindsats som individuelle præstationer, der vil være afgørende i foråret.
– Jo, selvfølgelig vil jeg forsøge at bidrage positivt og arbejde på at holde et højt bundniveau, så vi undgår for mange svipsere. Det handler om at finde de ekstra procenter og præstere lidt over evne, og det kan man især gøre ved at have et stærkt sammenhold, hvilket jeg hurtigt har mærket, at der er i truppen.
Drømmen om at skrive historie
Greve understregede, at hjemkomsten ikke er en afslutning, men derimod en ny begyndelse med et klart mål.
– Det er ikke sådan, at jeg bare skal hjem og slappe af. Jeg har en drøm om at være med til at skrive historie her til sommer. Det er også det, der var prikken over i’et i forhold til at komme hjem. Vi har gode muligheder, men det kræver hårdt arbejde.
Selvom Greves OB-trøje hænger i klubhuset som en påmindelse om hans rejse, indrømmer han, at den ikke helt kan konkurrere med de andre lokale legender.
– Jeg har også lagt mærke til, at min OB-trøje hænger i klubhuset. Det er Goske, der allerede har gjort opmærksom på det, så jeg behøver ikke selv nævne det. Men den blegner lidt i forhold til de andre trøjer som Eriksen og Falks.
Ambitionerne er høje
For Mads Greve og Middelfart Boldklub venter der en hård kamp i foråret. Med både fuldtids- og deltidsprofessionelle hold i rækken er oprykning ingen let opgave, men troen på projektet er stor.
– Vi ved, det ikke bliver let, og at vi skal overhale nogen – der er jo hold, der er fuldtidsprofessionelle og deltids. Men jeg kan mærke, at vi arbejder hårdt, og der er gode muligheder, hvis vi holder sammen og bliver ved med at presse os selv, afsluttede han.
Med Mads Greve som en del af holdet og en trup, der er klar til at kæmpe, bliver foråret spændende for Middelfart Boldklub og deres fans.