EVENTS. Det fredericianske eventbureau EventC har tidligere stået bag populære foredrag med blandt andre Nikolaj Jacobsen. Nu tager de næste skridt – og det er et stort ét. Sammen med Time Out Management sender EventC Mikkel Hansen på turné med foredraget “Mikkel”, der i efteråret 2025 besøger 13 byer i hele landet. For direktør Ulrich Nicolaisen er det ikke bare en ære – men også et bevidst valg om at udvide bureauets profil.
»Det startede med, at vi har lavet mange foredrag med Nikolaj Jacobsen, og via det samarbejde opstod dialogen med Mikkel. Han ønskede selv at lave foredrag efter at have været ude med Niklas Landin,« fortæller Ulrich Nicolaisen og fortsætter:
»Nu er vi klar med 13 foredrag, og det er noget, vi er utrolig stolte over at være en del af.«
EventC har fra begyndelsen været involveret i planlægningen, og turnéplanen er sammensat med både storbyer og byer med stærkt foreningsliv – som Grindsted, Mors, Fredericia og Svendborg.
»Mikkel ønsker at komme ud i hele landet – ikke kun til de store arenaer, men også der, hvor håndboldforeningerne lever og ånder. Det handler for ham om at give noget tilbage til sporten. Det er vi glade for at kunne understøtte.«
Foredraget “Mikkel” kommer til at give et personligt indblik i stjernens liv – både på og udenfor banen. Det bliver første gang, han i egne ord fortæller om bagsiden af medaljen, presset som nationalikon og tiden med skader i PSG og Aalborg.
For EventC er samarbejdet med Mikkel Hansen også en del af en strategisk udvikling.
»Det giver os muligheden for at lave noget nyt og mere målrettet mod erhvervslivet og de større byer. Det er både spændende og vigtigt for os som virksomhed,« siger Ulrich Nicolaisen og tilføjer, at aftalen også åbner døre for nye formater og målgrupper.
Turnéen besøger blandt andet Odense, Aarhus, Fredericia, Herning og Helsingør. I Fredericia afholdes foredraget i Fredericia Musicalteater til november.
Billetsalget til alle 13 foredrag er åbnet via www.MikkelHansenTour.dk.