Venstres byrådsgruppe i Middelfart Kommune er meget optaget af, hvilke nyskabelser borgerne selv ser et behov for i vores kommune. Vi er i den forbindelse flere gange stødt på et ønske og behov for et aktivitetshus. For at få indblik i, hvad sådan et aktivitetshus kunne indeholde, har vi kigget over bæltet til Depotgården i Fredericia. Depotgården er et kreativt tilbud med utallige arbejdende værksteder, hvor alle byens borgere kan komme, og her kan de arbejde med forskellige slags traditionelle fag og håndværk. Der er udover de mange værksteder også et café-tilbud.

Stedet er, på nær nogle få administrative ansatte, drevet af nogle energiske frivillige, som tovholdere på de forskellige værksteder. Økonomien er den, at kommunen varetager driften og vedligeholdelsen af bygningerne, mens al inventar og maskiner er finanseret via fonde og et årligt bruger-kontingent. Derudover betaler den enkelte bruger for egne materialer, samt et symbolsk beløb for brugsretten af de benyttede maskiner, ovn eller lignende.

Stedet rummer også demente, veteraner og PTSD ramte. Folk som andre steder, måske har svært ved at indgå i et almindeligt arbejdsliv, men som stadig ønsker meningsfuldt indhold i dagligdagen. En hverdag som kun er tålelig, hvis de er aktive, og utålelig når inaktivitet driver de sorte tanker frem. Et aktivitetshus kan lige netop være det, de har brug for.

Hvis et aktivitetshus, drevet af kommunens mange frivillige, både kan tilgodese en bred aldersgruppe, give indhold samt være et socialt mødested for kommunens borgere, ja så vil Venstreda næsten sige, hvad venter vi på?  Lokaliteten ligger også lige for, da det kommendeFrivillighedshus på P.W. Tuxensvej, rummer en kælder med netop rum til værksteder og håndarbejder. 

I Venstre vil vi rigtig gerne arbejde videre med vores forslag i Social- og Sundhedsudvalget, så der ligger en økonomisk ramme klar, når der forhandles budget 2. halvår af 2025. 

Anders Møllegaard, borgmesterkandidat for Venstre, på vegne af Venstres byrådsgruppe.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her