ADP og Fredericia Shipping er stolte af at kunne støtte til det kommende Wings for Life velgørenheds-løb, der rammer Fredericia den 7. maj 2023. Som lokale virksomheder værdsætter de at kunne være engageret i lokalsamfundet og er glade for at bidrage til denne gode sag.

Det erkun en måned siden, at det blev annonceret, at Wings for Life kommer til Fredericia, og opbakningen fra byens virksomheder er god. Det fortæller direktør for Philips TV & Sound, Henrik Kyhl.

– Først og fremmest har vi fået en fantastisk modtagelse fra byen og byens borgere, og de seneste uger har vi besøgt flere virksomheder i byen, der ønsker at støtte op om løbet, hvor alle kan være med. I Danmark finder Wing for Life World Run sted i Fredericia, hvor løbet er arrangeret i partnerskab med Phillips TV & Sound, Red Bull og Fredericia Kommune, siger Henrik Kyhl og uddyber:

– Flere hundrede tusinde deltager på verdensplan i Wings for Life World Run, og nu kan Fredericia glæde sig over at være dansk vært for motionsløbet, som indsamler midler til forskning i rygmarvsskader. Det er også noget, der har stor betydning, når vi præsenterer løbet for virksomhederne. Samtidig betyder det noget, at vi holder det i Fredericia. Fredericia er en unik og historisk lokation til så flot et løb. Derfor er vi stolte over, at Fredericia lægger gader og stræder til.

Administrerende Direktør i ADP, Rune Rasmussen er enig og begejstret for at have en så vigtig international begivenhed i Fredericia.

– Vi glæder os altid over, når Fredericia bliver sat på landkortet – måske endda verdenskortet her. Vi mener, at det er helt afgørende, at lokale virksomheder og aktører bidrager til at skabe opmærksomhed omkring gode initiativer som dette, fortæller han.

ADP bakker op om løbet ved et medarbejder arrangement og spreder budskabet om det flotte event, som stables på benene i Fredericia, der – udover at sætte Fredericia på landkortet – også bakker op om og sætter fokus på en vigtig sag.

– Vi har stort fokus på det sociale fællesskab hos ADP, og dette arrangement er en oplagt mulighed for at samles og enten løbe med eller heppe i den smukke kulisse, som Fredericia er, siger Rune.

Fredericia Shipping deler entusiasmen omkring en international begivenhed som Wings for Life og sagen bag.

– Som virksomhed i Fredericia er det vigtigt for os at være synlige, ikke kun i vores lokalsamfund, men også uden for vores grænser. Ved at støtte begivenheder som denne håber vi at kunne tiltrække talentfulde personer, der deler vores værdier og bidrager til byens vækst. Det er også en mulighed for at fremme nye virksomheder og tilskynde til udvikling i vores samfund, fortæller Klaus Andersen, Managing Director i Fredericia Shipping.

ADP og Fredericia Shipping støtter Wings for Life i Fredericia den 7. maj. Det internationale velgørenhedsløb er en vigtig begivenhed og de lokale virksomheder er glade for at kunne bidrage til det gode formål. De opfordrer også andre til at deltage og bidrage til det vigtigt formål.

ADP og Fredericia Shipping tror på den positive indvirkning, som begivenheder som denne kan have på samfundet og de er stolte af at bidrage til det.