Det er kun få dage siden, at nyheden om PureGyms lukning i Middelfart overraskede lokalområdet. Centret på Odensevej lukker officielt den 30. november, og mange brugere har allerede udtrykt deres skuffelse over beslutningen. Men nu er der nye tider på vej: Fitnesskæden Fit&Sund overtager nemlig lokalerne og vil arbejde på at skabe et nyt og forbedret træningsmiljø.

Fra PureGym til Fit&Sund

I sidste uge blev det bekræftet, at PureGym lukker i Middelfart. Beslutningen om at lukke centret skyldes ifølge PureGym mangel på muligheder for at sikre den nødvendige træningsoplevelse og lønsomhed. Det har sat gang i diskussioner blandt de mange medlemmer, som nu skal finde nye steder at træne.

Men selvom PureGyms exit efterlader et tomrum, vil det ikke vare længe, før nye muligheder opstår. Den 1. december overtager Fit&Sund de tidligere PureGym-lokaler på Odensevej, og ifølge medejer Anders Steffensen er der store planer i støbeskeen.

”Vi bygger på sundhed, viden og nærvær”

Anders Steffensen ser frem til at overtage lokalerne og fortæller om visionerne bag Fit&Sund. Selv har han næsten 20 års erfaring i fitnessbranchen, hvor han har været med til at opbygge flere fitnesscentre rundt om i landet. Han fortæller om Fit&Sunds vision og værdier:

– Fit&Sund er en franchisekæde, som består af knap 40 afdelinger rundt om i Danmark. Hele konceptet bag Fit&Sund er at samle forskellige aktører under ét tag, primært inden for træning, personlig træning, fysioterapi og andre sundhedsrelaterede ydelser. Vores tre grundværdier er sundhed, viden og nærvær. Sundhed er det, vi tilbyder i sin grundform. Viden bygger på, at vi så vidt muligt anvender fagpersonale, herunder uddannede fysioterapeuter med en bachelorbaggrund. Det samme gælder inden for personlig træning, hvor vi kræver, at trænerne har en IVS-4-certificering, som er en europæisk standard, forklarer han.

Og så spiller nærvær for Anders at se, den største rolle i Fit&Sunds filosofi. For ham er det afgørende, at Fit&Sund ikke alene fungerer som et træningscenter, men at det også er forankret i det lokale fællesskab.

– Vores måske stærkeste værdi er nærvær, som handler om at være lokalt til stede, både inden for og uden for huset. Vi vil gerne være den lokale aktør, der deltager i byens aktiviteter, hvad enten det er i den lokale boldklub eller på gågaden. Inden for huset har vi et cafékoncept, hvor vi serverer kaffe og tilbyder morgenbrød en-to gange om ugen, alt efter hvilket hus man er tilknyttet. Derudover har vi seniorklubber med en ugentlig mødedag, hvor der er morgenbrød og holdtræning, samt en seniorambassadør, der arrangerer aktiviteter som julefrokoster, firmabesøg og foredrag. Denne lokale tilstedeværelse er en af de vigtigste værdier for os og en vigtig differentieringsparameter, siger han.

Planerne er undervejs

Selvom Fit&Sund overtager lokalerne den 1. december, er der ingen endelige planer for, hvordan centret skal se ud lige nu og her.

– Der er ikke nogen endelige planer endnu. Det, vi ved, er, at vi næste sommer skal renovere den nye beliggenhed på Odensevej samt den nuværende PureGym-afdeling. Hvordan det hele ender, ved vi ikke præcist endnu. Den 1. december overtager vi officielt, og allerede der vil vi implementere vores cafékoncept med nye borde, hyggeligere indretning og en ny kaffemaskine, der tilbyder en anden type kaffe, fortæller Anders Steffensen.

Han understreger, at der også vil blive kigget på, hvad medlemmerne ønsker og har behov for, inden større beslutninger tages.

– Vi skal selvfølgelig også kigge på vores medlemsbase og deres behov for at finde ud af, hvad vi kan tilbyde. Vi ved allerede, at vi skal have elektronisk fitness – det, vi kalder e-fitness – hvor maskinerne indstiller sig automatisk, når man tjekker ind. Resten vil vi udvikle i takt med medlemmernes ønsker og markedets tendenser, uddyber han.

En af de opgaver, som Fit&Sund står over for, er at tiltrække nye medlemmer og samtidig fastholde de kunder, der tidligere har trænet i PureGym. Anders Steffensen er dog ikke i tvivl om, hvordan det skal gribes an.

– Det er netop derfor, vi ikke bare går ind og ændrer alt med nyt udstyr, som måske ikke er relevant for den nuværende medlemsgruppe. Vi antager, at de nuværende kunder er glade for det udstyr, der er der, selvom nogle måske ønsker fornyelse. Vi skal lære dem at kende for at finde ud af, hvad der er vigtigt for dem. Vi vil blandt andet lysne lokalerne op med lysere gulve og etablere nye funktionelle områder, der passer til vores koncept. Vi arbejder også på at kunne tilbyde reformertræning inden for det første halve år, men det er endnu ikke endeligt besluttet, siger han.

Vækst efter corona-pandemien

Fit&Sund har på landsplan oplevet en vækst på 30 procent i medlemstallet. Ifølge Anders Steffensen skyldes det blandt andet en ændret holdning til sundhed og træning efter corona-pandemien.

– Når man ser på vækst i vores branche, især efter corona-pandemien, er der ingen tvivl om, at folkesundheden tog et dyk under pandemien på grund af øget inaktivitet. Men efter pandemien har folk fået øjnene op for vigtigheden af velvære og træning, som nu prioriteres højere end før. Selvom hjemmetræning blev populært under pandemien, er folk i høj grad vendt tilbage til fitnesscentrene, fortæller han.

Han fremhæver også vigtigheden af det sociale aspekt, som Fit&Sund vægter højt.

– Den sociale dimension er blevet særlig vigtig, da mange under pandemien opdagede, hvor meget vi har brug for fællesskab. Fitnessindustrien i Danmark er stærk på dette område, og vi understøtter det sociale aspekt gennem vores nærværsværdier. Udover træningsfællesskabet arrangerer vi også de sociale aktiviteter, forklarer han.

Og så afslutter Anders Steffensen med at udtrykke sin begejstring over fremtiden for Fit&Sund i Middelfart:

– Vi er meget glade for, at muligheden har budt sig, så vi kan skabe en ny fremtid i nogle fantastiske fitnesslokaler. Det er nok det, vi er allermest glade for.