Middelfart Kommune er klar med en række tilbud til de borgere, der drømmer om at kvitte røgen og få sundere vaner i 2025.

Gennem Sundhedspiloterne kan interesserede deltage i et gratis rygestopkursus, der begynder den 9. januar og varer seks torsdage, fra klokken 14.30 til 17.00. Kurset bygger på Kræftens Bekæmpelses koncept ”Røgfrit liv” og tilbydes som gruppeforløb, men kommunen understreger, at der også findes individuelle løsninger for dem, der har brug for en fleksibel tilgang.

– Vi kan støtte og vejlede dig i valg af nikotinprodukter eller rygestopmedicin, oplyser Middelfart Kommune på deres hjemmeside og tilføjer, at kombinationen af rådgivning og rygestopmedicin, som hos Sundhedspiloterne, er en af de mest effektive måder at opnå et varigt rygestop på.

Kommunen tilbyder også hjælp til de borgere, der har udfordringer med lungesundhed, og som ønsker vejledning om sundere vaner. I anledningen af Lungedagen kan borgere med symptomer som hoste, åndenød eller hvæsende vejrtrækning tage en lungefunktionstest online eller opsøge Sundhedspiloterne for en uforpligtende samtale. Her kan man nemlig også få en snak om sine sundhedsvaner og tips til, hvordan man kan holde sine lunger sunde.

For dem, der ikke er klar til helt at stoppe med at ryge, tilbyder Sundhedspiloterne også rådgivning og støtte til at reducere forbruget.