Susanne Eilersen, viceborgmester i Fredericia Kommune, opfordrer byrådet til at revurdere konstruktionen af det kommunalt drevne spillested, Tøjhuset. Eilersen mener, at det ikke er hensigtsmæssigt, at kommunen står for driften af et spillested. Med myndighedernes indskærpelse i kartelsagen og leder Sune Rasmussens nylige afgang, ser hun nu som det rette tidspunkt til at tage sagen op igen.

Tøjhuset har spillet en rolle i en større dansk kartelsag, hvor 10 spillesteder blev undersøgt. Forleden konkluderede Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, at spillestederne havde begået store overtrædelser, men samtidig, at der ikke kunne rejse en sag, idet styrelsen manglede ressourcer. Derfor blev det til en indskærpelse over for alle 38 spillesteder i stedet.

Susanne Eilersen. Foto: AVISEN

“Jeg var rystet, da jeg læste, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen konkluderer, at man har brudt loven. I Fredericia er der tale om medarbejdere, der er på kommunens lønningsliste. Konsekvensen var en indskærpelse, men der konkluderes samtidig, at der kun er tale om en indskærpelse, fordi myndighederne ikke har ressourcer til at forfølge sagen. Den sag, og det faktum, at lederen af Tøjhuset i denne uge har sagt sin stilling op, da han har fundet nyt arbejde, gør, at jeg synes, at man skal se på Tøjhusets konstruktion igen,” siger Eilersen.

Med Sune Rasmussens opsigelse ser Eilersen en oplagt mulighed for byrådet til at overveje et udbud eller en konstruktion som selvejende institution. “Når lederen af Tøjhuset har sagt op, så er det en god anledning for os som byråd til at se på et udbud eller se på en konstruktion som selvejende institution. Det er vigtigt med armslængde og gennemsigtighed,” siger Eilersen og tilføjer:

“Vi er på vej ind i endnu et sparebudget, hvor det vel at mærke er kernevelfærden, der står for skud. Skal vi så bruge 5-6 millioner på at drive et spillested, ja endda to spillesteder, eller skal vi sætte dem i udbud til ekstern leverandør? Der vil jeg klart foreslå det sidste.”

Eilersen understreger også, at afgørelsen fra Konkurrencemyndighederne nødvendiggør en ny gennemgang af konceptet bag Tøjhuset. “Afgørelsen fra Konkurrencemyndighederne kalder også på en omgang omkring konceptet. Jeg mener også, at den afgørelse betyder, at vi skal gå en runde mere på konceptet, og se på den aftale, vi har indgået, er den okay? En ting er sikkert: I Dansk Folkeparti mener vi, at der skal armslængde på, og der skal være transparens, for så kan man også undgå nogle af de ting, som konkurrencestyrelsen skriver, så ansvaret ligger et andet sted end det kommunale for et spillested.”

Kun to partier stemte imod

Eilersen påpeger desuden, at Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti var de eneste partier, der stemte imod den nyligt indgåede 10-årige aftale om Tøjhuset. “I forhold til den nyligt indgåede 10-årige aftale, så var vi kun to partier, der stemte imod. Det er ikke en offentlig opgave at drive spillested, når kernevelfærden er så presset som den er, så ser vi hellere, at økonomien bruges på velfærd i stedet for.”

På spørgsmålet om, hvad Eilersen vil gøre ved situationen, svarer hun: “Det vil være noget af det, jeg nævner, som vi går til budgetforhandlinger med, men jeg vil også opfordre borgmesteren til at bremse op med at finde en ny leder, før man har afklaret, hvad man vil, når vi står i en ny situation end for en måned siden, hvor man lavede aftalen. Det er en oplagt anledning til at se, om vi skulle gå en runde mere, inden man søger en ny leder.”

Susanne Eilersen ser disse måneder som det perfekte tidspunkt til at genoverveje driften af Tøjhuset og sikre, at fremtidige beslutninger tages med gennemsigtighed og respekt for kommunens kernevelfærd.

Læs også