Når Jakob Tønnesen stiller op til byrådet i Middelfart Kommune for Socialdemokratiet, er det med et klart fokus på folkeskolen, ungdommen og balancen mellem vækst og sammenhængskraft.
»Jeg går til valg på, at der skal være flere lærere i klasselokalet. Det er helt afgørende for, at vi kan styrke den almene skole,« siger Jakob Tønnesen.
Han trækker på sin baggrund med syv års erfaring i skolebestyrelsesarbejde og ser flere lærere som en forudsætning for at løfte folkeskolens kvalitet:
»Hvis vi fortsætter som nu, risikerer vi, at flere og flere børn får behov for specialtilbud. Det presser både skolerne fagligt og økonomisk. Vi skal tilbage til kernen – det, der sker i klasselokalet, når eleverne møder ind.«
For Tønnesen er det ikke kun et spørgsmål om flere ressourcer, men også om at turde prioritere.
»Velfærd handler i bund og grund om prioritering. Jeg vil hellere styrke ungdommen og vores skoler end udvide ældreområdet,« siger han.
Han peger på, at det lokale skoleinitiativ “Sankt Hans-forliget” – hvor der blev tilført 27 millioner kroner over tre år – har været et vigtigt skridt, men at indsatsen skal fortsætte.
»Det var et rigtig godt initiativ, men vi må ikke glemme det. Vi skal løfte skolen yderligere. Det kræver investeringer og en ny prioritering,« siger han.
Jakob Tønnesen stiller op som ny kandidat og lægger vægt på at bringe ordentlighed ind i det politiske arbejde.
»Jeg har aldrig siddet i byrådet før, men jeg tror på, at man kommer langt med ordentlighed. For mig handler det om at respektere andre og spille efter bolden – ikke efter manden. Vi skal kunne udfordre hinanden uden at blive personlige,« siger han.
Han mener, at samarbejde og respekt er en forudsætning for, at byrådet kan løse de store opgaver.
»Når vi mødes og diskuterer politik, skal vi huske, at det handler om idéer og holdninger – ikke om personer. Det er sådan, vi skaber resultater,« siger han.
Ud over skoleområdet har Tønnesen et klart blik for trafik og lokaludvikling. Som daglig pendler ser han muligheder i at styrke den kollektive transport og forbinde byerne bedre.
»Når højhastighedsbanen kommer, må vi ikke glemme den gamle bane mellem Middelfart og Odense. Den bør udvikles til en nærbane med hyppige afgange, så den fortsat binder vores byer sammen,« siger han.
Han peger på, at netop byer som Nørre Aaby, Ejby og Gelsted risikerer at tabe pusten, hvis infrastrukturen ikke prioriteres.
»Vi skal sikre, at de mindre byer fortsat er attraktive. Jeg tror på fleksible løsninger – for eksempel busser, man kan tilkalde via en app i yderområderne. Vi skal bruge teknologien til at skabe sammenhæng,« siger han.
Ordentlige rammer for industrien og grønne mellemrum
For Jakob Tønnesen hænger vækst og grøn udvikling tæt sammen. Han ser industrien som en central drivkraft i Middelfarts økonomi – men understreger, at væksten skal ske med omtanke.
»Vi skal fortsætte med at skabe ordentlige rammevilkår for industrien. Det er her, arbejdspladserne skabes. Samtidig skal vi udvikle vores byer, men uden at de vokser sammen. Vi skal bevare de grønne områder mellem byerne – det er en del af vores identitet som kommune,« siger han.
Jakob Tønnesens vision for de kommende fire år er klar: Middelfart skal fortsætte sin udvikling som en attraktiv, ansvarlig og sammenhængende kommune, hvor der både er plads til vækst, grønne løsninger og stærke velfærdsinstitutioner.
»Vi skal styrke den almene skole, skabe gode vilkår for vores industri og passe på vores grønne områder. Det handler om at skabe balance – mellem unge og ældre, mellem by og land, mellem udvikling og ansvar,« siger Jakob Tønnesen.








