Den 22-årige midtbanespiller har selv ønsket kontrakten ophævet for at søge mere spilletid andetsteds. Valdemar Kwasniak er færdig i Middelfart Boldklub. Klubben oplyser, at kontrakten med den 22-årige midtbanespiller er ophævet efter ønske fra spilleren selv. Det er i denne sæson kun blevet til et enkelt indhop i Betinia Ligaen, og det har været den afgørende faktor.

»Vi har ophævet aftalen med Valdemar, fordi han selv er kommet til os med et ønske om at få ophævet kontrakten. Det giver ham muligheden for at komme til en anden klub, hvor han forhåbentlig kan få mere spilletid, end vi har kunnet give ham. Så vi ønsker Valdemar held og lykke med næste skridt af karrieren,« siger sportschef Søren Godskesen.

Kwasniak kom til Middelfart i januar 2023 og nåede 37 kampe i den blå trøje. Inden skiftet til Middelfart havde han spillet ungdomsfodbold i OB og Brøndby IF. Klubben beskriver ham som en vellidt og flittig spiller, hvis indstilling og humør aldrig har ladet vente på sig – også i perioder med begrænset spilletid.

Kwasniak selv lægger ikke skjul på, at det har været en svær beslutning.

»Det har været et svært valg for mig, fordi jeg har været så glad for at være en del af holdet i Middelfart. Det er et vildt fedt hold, men det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg havde håbet at spille flere kampe, end jeg har gjort i de her tre år. Så jeg har taget beslutningen om at søge videre, fordi jeg savner at spille fodboldkampe. For min egen udviklings skyld skal jeg spille fodbold,« siger han.

Han slutter af med at sende en hilsen til de tidligere holdkammerater og lover at følge med i Middelfarts kamp for overlevelse i Betinia Ligaen.

»Jeg vil gerne takke klubben for en god tid – og jeg kommer til at have Middelfart på min Flashscore, så jeg kan følge med i jagten på overlevelse,« siger Valdemar Kwasniak.