Kulde og vinterlig nedbør på vej til Danmark. Men uvist om, hvor meget sne, der kommer.

– De kommende dage styres vores vejr af et højtryk fra De Britiske Øer over Island til Nordøstgrønland. Højtrykket sender kold og tør luft ned over landet, så i weekenden er der lagt op til sol, mens natte- og formiddagstågen er et overstået kapitel. Der er dog efterhånden mulighed for vinterlige byger, især ved kyster med pålandsvind, for når rigtig kold luft bevæger sig hen over relativt lunt havvand, dannes der skyer, der kan blive så ”store”, at de kan kaste nedbør af sig. Dagtemperaturen vil ligge mellem 1 og 5 graders varme, mens vi om natten når ned mellem 5 graders frost og 1 grads varme, lokalt koldere, fortæller meteologerne Pernille K. Hansen og Mette Zhang fra DMI og tilføjer:
 
– Efter en vejrmæssigt fredelig weekend rykker højtrykket lidt mod vest, og det åbner for, at lavtryk kan passere Danmark fra nord og nordvest. Starten af næste uge ser således ud til at byde på spændende vejr, idet et par lavtryk ventes at passere landet med sne eller slud.

Mandag aften forventes sneen at falde

– Det første lavtryk ser på nuværende tidspunkt ud til bevæge sig hen over den sydligste del af landet i løbet af mandagen sammen med et nedbørsområde. Det næste lavtryk ventes at gøre sit indtog allerede mandag aften eller natten til tirsdag, og dette lavtryk ser ud til at bevæge sig hen over den centrale del af landet med udbredt nedbør. Nedbøren i forbindelse med de to lavtryk ventes hovedsageligt at falde som sne, men lokalt kan nedbøren gå over i slud, fortæller Pernille K. Hansen og Mette Zhang.

Udsender måske et varsel

– Om nedbørsmængderne bliver så store, at der skal varsles for enten kraftigt snefald eller snestorm er endnu uvist, men DMI’s meteorologer følger i de kommende dage vejrudviklingen nøje og udsender et varsel om nødvendigt. Kraftigt snefald er defineret som mere end 15 cm sne på 6 timer, mens snestorm er defineret som mere end 10 cm sne på 6 timer, middelvinden skal overskride 10 m/s, og snefygning skal være sandsynlig, siger de og slutter:

– Når lavtrykkene har passeret landet, ligger vi i en nordvestlig eller vestlig strømning af kold luft med sol, drivende skyer og sne- eller sludbyger.