En plan om fremtidens grønne energianlæg i Middelfart Kommune er blevet vedtaget, men det er ikke gået stille for sig. Et mindretal bestående af Venstre, Danmarks Demokraterne og Enhedslisten mener ikke, at borgerne er blevet hørt.

Der er udarbejdet en prioriteret projektlister frem mod 2030 med VE-anlæg, der skal bygges. Det omhandler solceller ved Klingstrup, solceller ved Fyllested, solceller ved Staurby/Vejjby, solceller mellem motorvej og Store Landevej syd for Fjelsted, samt vindmøller i Brenderup. Af listen er røget et omdiskuteret VE-anlæg i Nørre Aaby, som mødte massiv kritik fra lokalbefolkningen. Socialdemokratiet, SF, Konservative og Dansk Folkeparti står bag aftalen, der er vedtaget. Den kommer til at øge produktionen af vedvarende energi (VE) i Middelfart Kommune, og har til formål at mindske udledningen af CO2.

– 2023 blev det vådeste år nogensinde, og vinteren bød på vante storme og oversvømmelser. Klimaforandringer er blevet til hverdag, også i Middelfart. Vi er i en alvorlig situation. Vi udleder mere CO2 end kloden kan holde til. Vi ser begyndelserne til ændringer i klimaet. Jordens temperatur er steget 1,5 grader, og siden 1992 er vandstanden steget med 10 cm. Førende forskere siger igen og igen, at Golfstrømmen risikerer at stoppe, indlandsisen smelter. Klimaforandringer påvirker verden. Vi kan ikke løse dem i Middelfart Kommune, men vi kan tage ansvar for det, vi kan gøre noget ved. Enhver handling til gavn for det lokale klima sker lokalt, et flertal af byrådet har indgået en aftale om, at vi som geografi i 2030 skal producere lige så meget grøn strøm, som vi selv bruger. Byrådet tager store og svære beslutninger, men sætter også en tydelig retning i bearbejdningen af konkrete projekter. Vi vedtager også en ny proces, så det hele tiden er tydeligt, hvor vi er i processen og hvad de næste skridt er. Processen sikrer tæt involvering gennem nabodialog, møder og høringer, siger borgmester Johannes Lundsfryd (A).

Han bakkes op af De Konservatives gruppeformand, Morten Weiss-Pedersen.

– Den regnmængde vi havde for nylig var den kraftigste i 100 år. Man kan se i den anden ende af kontinentet, omkring Barcelona, at de har et vandreservoir, der rummer under ti procent af, hvad det skulle indeholde. Varmestigningen betyder, at store dele af Portugal, Frankrig, Italien og Spanien bliver til en ørken som Sahara. Vi kan konstatere, at tyske turister, der blev grillet sidste sommer, lejer sommerhuse i hele Danmark, enhver kan se, det er en alvorlig situation. Vi kan ikke løse problemet i lille Middelfart. Vi bliver nødt til at gøre vores indsats i retning af at gøre opmærksom på, hvad vi kan gøre, og derfor er vi glade for at have stemt for det, siger han og suppleres af Steffen Daugaard (O).

– Det der er sagt, er rigtigt. Dansk Folkeparti står bag aftalen, vi kan ikke være andet bekendt. Aftalen er grundig, hæderlig og ærlig, og er ambitiøs for fremtidens skyld. Man kender ikke en endelig aftale, før arbejdet er slut, og det er slut nu. Generationspagten er jeg enig i. Fremtiden er vores børn, børnebørn og oldebørns. Vi kan ikke vente. Vi skylder efterkommerne at gøre noget, og vedvarende energi er vejen frem. Kul, gas og Putin vil vi ikke være afhængige af.

Linda Johnsen fra SF ser det som nødvendigt at vedtage aftalen.

– Klimahandling nu. Så kort kan det siges, så det er afgørende, vi rykker nu. Vi skal tage ansvar for at producere mere grøn strøm end nu. Vi har en forpligtelse for fremtiden, klimakrisens alvor betyder, den grønne omstilling er vigtig for byrådsarbejdet, derfor skal vi være selvforsynende i 2030.

Enhedslistens Lasse Schmücker kan godt se fornuften i arbejdet med grøn energi, men processen, der skal føre frem til det, er han uenig i.

– Tillykke til Nørre Aaby. Det er godt for byens borgere, det er sejt, at I fik stoppet anlægget. Det er en sejr, at det er taget af listen, men kampen slutter ikke her. Kampen skal stadig kæmpes for de andre VE-anlæg. Enhedslisten går ind for grøn energi, men også borgerinddragelse, og vi ville gerne have været med i en bred aftale, men desværre blev Enhedslisten mødt med ultimatum om, vi skulle sige ja til VE-anlæg om Nørre Aaby, så vi blev smidt ud af forhandlingerne. I sidste uge fremlagde borgmesteren den endelige aftale, vi stillede to krav for at komme med. Byrådet skal udpege det, og at det skal være borgerinddragelse før beslutningerne truffet, så der ikke kommer noget til gene for borgerne. De krav har forligskredsen ikke imødekommet. Det er sørgerligt, at borgmesteren ikke har lyttet, så der kunne komme til at være indgået kompromiser, så hele byrådet kunne stå bag. Jeg er sikker på, at det ville have været muligt, hvis det ikke var endnu et prestigeprojekt uanset hvad det ville koste for borgerne, forklarer Schmücker.

Jonas Jensen fra Danmarks Demokraterne kunne ikke se sig selv i aftalen.

– Danmarks Demokraterne kunne af simple årsager ikke være en del af VE-aftalen, da kerneelementerne i at lykkes ske ved inddragelse og ikke unddragelse – borgerne er ikke hørt. Vi forlod forhandlingerne, at enten var man for projektet i Nørre Aaby, ellers var man ikke en del af aftalen. Flere gange har jeg hørt, at de få skal lytte til de mange, møntet på Enhedslisten og Danmarks Demokraterne. Når byrådet er de få og borgerne de mange, så synes jeg, man skal lytte helhjertet til borgerne, siger han.

Heller ikke Venstre kunne se sig selv i aftalen. De mener ligeledes, at borgerne ikke bliver hørt.

– Fra start har Venstre været skeptiske overfor projektet i Nørre Aaby, det var grunden til, vi røg ud af forhandlingerne. I forløbet har vi lyttet til borgerne, og vi er stolte over vores manglende deltagelse har medvirket til, at Nørre Aaby ikke indgår i planen. Vi tager også gerne ansvar, men aftalen, der er lavet, som vi har kigget på, har vi set projekterne og der er i vores optik givet et facit. Vi er bange for, at områderne bliver taget som gidsler. Vi mangler en demokratisk proces i forløbet, siger Anders Møllegaard.

Med stemmerne 16-9 blev planen om fremtidens grønne energianlæg i Middelfart Kommune vedtaget.