EVENTS. Stegt flæsk med persillesovs, tarteletter og rødgrød med fløde. Det er nogle af de retter, der kommer på bordet, når Umut Sakarya til sommer slår dørene op til Flæskekroen i Middelfart. Den kendte kok og tv-personlighed tager sit pop op-koncept med til Fyn for to aftener den 31. juli og 1. august, i samarbejde med Milling Hotel Park.

Konceptet bygger på de danske kroklassikere og en uhøjtidelig stemning omkring langbordene. Ud over maden får gæsterne øl, vin og vand gennem aftenen, og som noget nyt sluttes der af med bankospil, hvor Umut Sakarya selv står for opråbene. »Jeg elsker de danske kroklassikere, og Flæskekroen handler om at samle folk omkring det, vi kender og holder af. Det skal være hyggeligt, uhøjtideligt og generøst,« siger Umut Sakarya.

Han fremhæver samarbejdet med den fynske hotelfamilie som en god ramme om netop den slags aften. »Det passer perfekt at flytte konceptet ind hos familien Milling, som deler den samme kærlighed til dansk gæstfrihed,« siger han.

Hos Milling Hotels ser man samarbejdet som en forlængelse af kædens fokus på hoteller med sjæl. Kæden har hovedkontor i Odense, blev etableret i 1994 og driver i dag tolv hoteller fordelt over blandt andet Odense, Middelfart, Vejle, Kolding, Aarhus og Aalborg. »Umut har en helt særlig evne til at samle mennesker omkring madoplevelser. Flæskekroen passer ind i vores ambition om at skabe oplevelser, som gæsterne husker længe efter besøget,« siger Jan Milling, ejer af Milling Hotels.

Flæskekroen i Middelfart løber af stablen den 31. juli og 1. august på Milling Hotel Park.