Ugens Emmy: Anders Møllegård

UGENS EMMY. For nogle år siden kunne Anders Møllegård gå gennem Middelfarts gågade, uden at nogen drejede hovedet. Han havde boet i kommunen hele sit liv, men ude i Hygind på den anden side af, hvad han selv kalder Sibirien, og var man ikke derudefra, var der ingen grund til at kende ham. Det er der nu. I dag falder hilsnerne, før kaffen er skænket, fra mennesker, han kender, og fra mindst lige så mange, han aldrig har mødt, for borgmesterkæden har han båret siden årsskiftet, og med den fulgte noget, ingen havde fortalt ham om. Øjnene, der følger med overalt. Han fortæller om det med et grin, der sidder løst.

»Det tror jeg aldrig, nogen kan forberede sig på. Kongefamilien ved fra fødslen, at der er øjne på dem. Men når man kommer som Anders Bonderøv, er man ikke vant til det,« siger han og fortæller om kvinden, der stillede sig foran ham og bare sagde hej, uden at de to nogensinde havde mødt hinanden, og om den lærdom, der fulgte med jobbet, at glemmer man at hilse tilbage på nogen, går snakken bagefter.

Så han hilser. På alle. Det er efterhånden blevet en slags program for ham, og det bunder i en sætning, han vender tilbage til flere gange i løbet af samtalen, og som i al sin enkelhed rummer det meste af manden. »Du er ikke vigtigere end den, der går ved siden af dig,« fastslår han.

Sætningen får en ekstra klang, når man husker, hvem der siger den, for da Middelfart Byråd i vinter pegede på ham som borgmester, sluttede 108 år med socialdemokrater for bordenden, og det skete efter en valggyser og to ugers forhandlinger, som fyldte landsdækkende medier og til sidst samlede samtlige af byrådets partier bag én mand. Selv sagde han dengang, at han var meget stolt, meget lettet og meget ydmyg, og sin forklaring på forløbet gav han én gang og har siden ladet den stå. Det gør vi også ved kaffebordet i dag, hvor samtalen i stedet går ad den vej, der førte landmanden helt herind.

Den begynder hjemme i Hygind, den lille by på Vestfyn, hvor han er født og opvokset, og hvor han stadig bor. Han kommer fra en slægtsgård, gik i den lokale folkeskole, der siden er lukket, tog de ældste klasser i Gelsted og gik derfra direkte ind i landbruget med skoleophold og praktikpladser rundt i landet, inden han lagde agrarøkonomuddannelsen ovenpå. Sidenhen har han drevet landbrug og kørt som tømrer ved siden af, for som selvstændig på landet lærer man at have flere ben at stå på, og i dag er han skilt og far til to. Huset i Hygind har han i øvrigt selv tegnet og selv bygget over fire og et halvt år på en nedlagt ejendom, og spørger man hvorfor, er svaret lige så ligetil som manden. Han ville have det præcis, som han ville have det.

Hænderne har med andre ord aldrig manglet noget at tage fat i derhjemme, og måske er det derfor, at politikken måtte ringe adskillige gange, før han tog den. For han havde hverken været medlem af noget parti, stået på nogen liste eller skænket byrådet en tanke, da telefonen begyndte at kime forud for kommunalvalget i 2021, og der skulle flere opkald til, før han gav efter, mest af alt for at få fred. »Så må vi jo prøve det,« husker han sit eget svar.

Kampagnen blev derefter. Hans få valgplakater hang i landsbyerne omkring hjemegnen, i selve Middelfart hang der ingen, og på valgdagen stod han ikke engang ved et valgsted. Alligevel fik han 517 personlige stemmer, et af valgets største tal, afgivet af mennesker, der aldrig havde set hans navn på en plakat i byen. »Jeg har bare gået her lige under radaren hele tiden,« bemærker han tørt.

I byrådet fik han plads i teknisk udvalg, og for en mand med hænder, der har bygget huse og drevet jord, viste det sig at være det helt rigtige sted, fordi håndværkeren dér kunne se, hvor det praktiske og det politiske mødes, og hvor der faktisk er noget at flytte. Da partiet sidenhen skulle finde en ny spidskandidat, vendte alle blikkene sig mod ham, og han siger det, som han oplevede det. »Så tænker man da, at nu kigger de alle sammen på mig. Men jeg har altid haft den indstilling, at det værste, der kan ske, er, at man dummer sig, og det gør man jo alligevel. Og lad være med at give mig en udfordring, for jeg tager den,« griner Anders Møllegård.

Han tog den, og prisen kendte han ikke på forhånd. Ugerne omkring valget og forhandlingerne sidste efterår kostede ham nattesøvnen og ni kilo, så han landede på sin ungdomsvægt, og han lægger ikke skjul på, hvordan det var indeni. »Hovedet kører, og når man lukker øjnene, kører det hele igennem en gang til. Hvad var det nu? Hvad var det, de sagde? Jeg vil ikke anbefale det. Man skal være god til at koble fra, og det kan jeg heldigvis derhjemme. Kør hjem uden at ringe til nogen og tale politik. Sæt noget musik på, og slap af, når du kommer hjem,« lyder rådet fra en mand, der stadig har jorden at gå ud på, når kontoret slipper sit tag.

For jorden har han beholdt, om end i mindre målestok end engang. Der var år, hvor planen var at købe mere og blive større, men han så skriften på væggen, som han siger, for i landbruget bliver bedrifterne større og større, uden at indtjeningen følger med, og til sidst vokser kun bekymringerne. I dag driver han det, han selv kalder sit lille hobbylandbrug, en ejendom på 40 hektar med skov, moser og landbrugsjord, og det er dér, borgmesteren stadig kan finde på at komme direkte fra, når kalenderen kalder. »Når jeg møder op i shorts og gummistøvler, er det, fordi det er den anden side af mig. Jeg tror ikke, det er tøjet, der afgør, hvad man kan. Men jeg håber, det kan være med til at få folk til at tænke, at han bare er Anders,« siger han.

Han er bare Anders, og det viser sig at være en hel lille livsfilosofi, når man folder den ud. Den handler om at blive ved med at være den samme, uanset hvilket rum man træder ind i, og den handler om at huske, hvad der gemmer sig bag enhver politisk modstander. »Man kan sagtens være uenig og støde sammen politisk. Men man skal stadig kunne grine og tale sammen bagefter, for der er altid et menneske bagved. Det har jeg altid sagt, og det skal man vende tilbage til,« siger Anders Møllegård.

Den regel har han selv haft brug for, for der er nok at være uenige om, og i kommentarsporene har nogle brugt hans evige smil imod ham og kaldt ham lalleglad. Svaret kommer prompte og uden antydning af, at det nager. »Jeg ved, at jeg ikke er lalleglad. Jeg kan ikke gøre for, at jeg smiler. Jeg smiler altid, og sådan er det. Men jeg tror, det er sådan, man når længst,« fastslår han.

Skal man vide, hvor smilet bliver allerbredest, skal man ud af byen og hjem mod oplandet, hvor Anders Møllegård selv kommer fra, fra den del af kommunen, der voksede sammen med Middelfart ved sammenlægningen, og han vender igen og igen tilbage til, at kommunen er andet og mere end sin hovedby. Det handler om skolerne, hallerne og fodboldklubberne i de små samfund, og han forklarer sammenhængen, som kun en far fra landet kan. »Man ved jo, at man skal køre børnene til fodbold, hente dem igen og køre dem ud til vennerne. Lukker man de små ting lokalt, får forældrene bare mere kørsel, for tingene hænger sammen. Børnene vil gerne gå i skole og spille fodbold med de samme. Og derude er der ikke andet end sammenhold,« siger han.

Det er den slags, han gerne vil bruge kæden på, så længe han har den, og netop længden af det lån er han selv den første til at tale åbent om. Spørger man til fremtiden, kommer der først det forventelige svar, at han selvfølgelig er klar til en periode mere, og at dommen tilhører vælgerne. Men lige bagefter kommer den sætning, der måske siger mest om, hvordan han bærer embedet. »Lige nu er det her bare et fedt job. Men det er kun til låns, og det ved man godt. Jeg skal ikke lave om på mig selv. Jeg skal holde fast i mig selv, og så får jeg dommen,« siger Anders Møllegård.

Til sidst ved kaffebordet falder snakken på det, han tog med sig fra livet som selvstændig, og der åbner sig et lille vindue ind til noget, de færreste forbinder med landmænd eller borgmestre. I landbruget taler man om økonomi og maskiner, fortæller han, og står man med noget, der fylder, går man mest med det selv, for sådan er det at være alene om en bedrift. På en måde er borgmesterjobbet også et selvstændigt erhverv, funderer han, med den forskel, at hele byen nu følger med.

Og måske er det derfor, hilsnerne i gågaden betyder det, de gør. Manden, der gik under radaren i alle årene, bliver nu set af alle, og han har besluttet sig for at se tilbage, én hilsen ad gangen. Da han rejser sig fra kaffebordet, er det med samme besked, som han giver sig selv hver morgen bag rattet på vej ind til rådhuset. Han smiler, når han kører på arbejde. Og skulle smilet en dag tabe valget, går der trods alt en mand hjem til Hygind, som selv har bygget sit hus, stadig har sin jord og hele tiden har vidst, at kæden kun var til låns.