https://www.ibc.dk/fredericia-middelfart/uddannelser/hf-og-vuc/

Hvert år reviderer DanskHåndbold udviklingstruppen på henholdsvis herre- og kvindesiden. Igen i år er der udskiftninger i begge trupper, hvor nye spillere sluses ind, nogle rykkes op i A-landsholdstruppen, mens andre sluses ud af udviklingstrupperne igen.

I 2018 præsenterede DanskHåndbold og Team Danmark en udviklingsstrategi med formålet om at identificere fremtidens A-landsholdsspillere ved at koncentrere udviklingsmidlerne på en begrænset gruppe spillere. Den gruppe kaldes for udviklingstruppen, og hvert år revideres den på både kvinde- og herresiden.

På herresiden er to nye spillere blevet taget ind i truppen, nemlig bagspilleren Magnus Haubro fra Ribe-Esbjerg HH og stregspiller Thor Christensen fra Skanderborg AGF Håndbold. Desuden rykker både Simon Pytlick, Aaron Mensing og Thomas Arnoldsen op som en fast del af A-landsholdstruppen, mens Emil Lærke sluses ud af udviklingstruppen.

Simon S. Sørensen, der er ansvarlig for herrernes udviklingstrup, fortæller her lidt om ændringerne:

– Vi har, som vi plejer, evalueret truppen og blandt andet kigget på, hvor lang tid den enkelte spiller har været en del af truppen, og hvor de står lige nu i deres karriere. Det betyder, at vi nu skifter lidt ud igen og giver plads til to nye spillere i form af Magnus og Thor, der begge to har haft to rigtig flotte sæsoner sidste år. Begge spillere har tidligere være med omkring U-landsholdene og har de sidste par år udviklet sig rigtig godt i deres respektive klubber. Det skal de selvfølgelig forsætte med, og så håber vi, qua tilbuddene fra Team Danmark, at vi kan støtte yderligere op omkring den proces i deres videre udvikling, fortæller Simon Sørensen og tilføjer:

– I forhold til de fire spillere, der skiftes ud den anden vej, så er det kun positivt, at alle fire har fået debut på A-landsholdet, og to af dem desuden har fået slutrundedebut med A-landsholdet. Så de er alle rigtig godt på vej og fortsætter forhåbentlig bare deres flotte udvikling. Jeg er i hvert fald overbevist om, at vi kommer til at se meget mere til dem alle i fremtiden.

Herrernes udviklingstrup ser nu således ud:

Mads Lenbroch, Bjerringbro-Silkeborg Håndbold
Mads Hoxer Hangaard, Aalborg Håndbold
Oskar Vind Rasmussen, GOG
Emil Madsen, GOG
Mathias Rex, GOG
Mikkel Løvkvist, Bjerringbro-Silkeborg Håndbold
Joachim Lyng Als, GOG
Magnus Haubro, Ribe-Esbjerg HH
Thor Christensen, Skanderborg AGF Håndbold 

Blot to ændringer på kvindesiden
På kvindesiden er der ikke lige så store udskiftninger i år. Her er det nemlig kun fløjspiller Elma Halilcevic, der rykkes fast op i A-landsholdstruppen og stregspiller Maria Lykkegaard, der afsluttes i udviklingstruppen.

– Jeg bliver altid glad på spillernes og dansk håndbolds vegne, når vi oplever succes med vores udviklingsstrategi. Og det er også med begejstring, at vi sender Elma og Maria videre på deres rejse. Elma er efterhånden blevet en fast del af A-landsholdet, og bliver ved med at imponere og udvikle sig. Maria har etableret sig i en klub, der spiller med i Champions League, og har efterhånden opnået en erfaring, der gør det til et helt naturligt skridt for hende, at træde ud af udviklingstruppen, og så fortsætter vi naturligvis dialogen med hende, fortæller Lars Jørgensen, der er ansvarlig for kvindernes udviklingstrup sideløbende med jobbet som assistenttræner for A-landsholdet.

Kvindernes udviklingstrup ser nu således ud:

Clara Skyum Thomsen, København Håndbold
Louise Bak Jensen, Aarhus United
Emma Ernst Gandrup, Skanderborg Håndbold
Julie Mathiesen Scaglione, Ikast Håndbold
Clara Bang, Skanderborg Håndbold
Alberte Ebler, Aarhus United
Clara Skøtt, København Håndbold

Om udviklingsstrategien
Udviklingsstrategien skaber muligheder for at støtte spillerne med kyndig vejledning fra DanskHåndbold og Team Danmarks eksperter. Ansvaret for udviklingen ligger hos spillerne selv, og vejledningen fra eksperter er et supplement til spillernes daglige arbejde ude i klubberne, hvor det primære udviklingsarbejde finder sted.

Fokus i projektet er på at arbejde med individuelle indsatser bakket op af Team Danmarks eksperter inden for eksempelvis fysisk træning, sportspsykologi, ernæring og karrierevejledning.

På herresiden er Emil Jakobsen, Nikolaj Læsø og Mathias Gidsel tidligere rykket videre fra udviklingstruppen og fast ind omkring A-landsholdet. På kvindesiden har Emma Friis, Ida Marie Dahl, Amalie Milling og Cecilie Brandt gjort det samme.