Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen bekræftede i går, at den danske regering er aktivt engageret i at finde et juridisk værktøj for at imødekomme voksende internationale bekymringer om koranafbrændinger foran udenlandske ambassader i Danmark.

– Vi har besluttet i regeringen, at vi vil se på, hvordan vi i helt særlige situationer kan sætte en stopper for forhånelser af andre lande, som er i direkte modstrid med danske interesser og danskernes sikkerhed, udtalte Rasmussen i går, søndag

Den danske udenrigsminister har derefter personligt haft en telefonsamtale med generalsekretæren for Organisationen for Islamisk Samarbejde (OIC), Hussain Ibrahim Taha, som repræsenterer 57 muslimske lande. Samtalen er en direkte reaktion på bekymringer udtrykt af OIC-medlemslandene over koranafbrændingerne i Danmark og Sverige, forklarer lektor i mellemøststudier på SDU Helle Lykke Nielsen til DR.

Lars Løkke Rasmussen understregede også søndag, regeringens klare engagement i sagen: 

– Vi skal finde et juridisk værktøj, der gør, at vi kan forhindre koranafbrændinger foran udenlandske ambassader i Danmark, udtalte Rasmussen.

I dag, mandag, mødes Folketingets udenrigsordførere for at drøfte emnet yderligere. Senere på dagen, vil udenrigsministrene fra de 57 muslimske lande mødes virtuelt i Organisationen for Islamisk Samarbejde, for at diskutere det samme emne. 

OIC’s hjemmeside udmelder, at Lars Løkke Rasmussen under samtalen udtalte, at den danske regering fordømmer fornærmelsen af den hellige Koran, og at regeringen undersøger dette spørgsmål med stor interesse. Han understregede, at Danmark er ivrig efter at opretholde venskabsrelationer og samarbejde med medlemslandene i Organisationen for Islamisk Samarbejde.

OIC’s generalsekretær opfordrede til, at de danske myndigheder arbejder for at træffe de nødvendige foranstaltninger for at forhindre en gentagelse af de fornærmende handlinger.

Mandag morgen meddelte DR også, at Lars Løkke Rasmussens initiativ har fået international opmærksomhed, og at flere medier i den arabiske verden har rapporteret om den danske regerings forsøg på at forhindre yderligere koranafbrændinger.