Antallet af statslige ledere og administrative medarbejdere er steget med 7.029 fuldtidsstillinger, siden SVM-regeringen tiltrådte, viser en ny analyse fra tænketanken CEPOS. Udviklingen går ifølge tænketanken stik imod regeringens egne ambitioner om afbureaukratisering.
Statsadministrationen fortsætter med at vokse trods politiske løfter om det modsatte. Det viser en ny analyse fra den borgerligt-liberale tænketank CEPOS, der bygger på de seneste tal fra Økonomistyrelsen.
Tallene viser, at antallet af statslige ledere og administrative medarbejdere igen steg i andet kvartal efter et mindre fald tidligere på året. Siden SVM-regeringen tiltrådte i december 2022, er antallet vokset med 7.029 fuldtidsstillinger.
»Stik imod de politiske målsætninger om afbureaukratisering fortsætter antallet af ledere og administratorer i staten med at stige. Det er helt umuligt at få øje på SVM-regeringens store afbureaukratiseringsplan i tallene,« siger Karsten Bo Larsen, forskningschef i CEPOS.
Udviklingen rækker længere tilbage end den nuværende regering. Siden 2011 er antallet af statslige ledere og administrative medarbejdere ifølge analysen steget med knap 25.000 fuldtidsstillinger, og væksten er fortsat under skiftende regeringer af forskellig politisk farve.
Ifølge Karsten Bo Larsen viser tallene, at politiske ambitioner og arbejdsprogrammer ikke har været tilstrækkelige til at vende udviklingen.
»Det understreger endnu en gang, at der tilsyneladende ikke er noget, der kan bremse den bureaukratiske svikmølle i staten. Hvis udviklingen skal vendes, er der behov for et reelt paradigmeskift fra skåltaler og gode intentioner til konkrete og forpligtende målsætninger for størrelsen af statsadministrationen,« siger han.
Regeringsgrundlaget indeholder blandt andet en ambition om at frigøre ressourcer svarende til 30.000 årsværk ved hjælp af kunstig intelligens frem mod 2035. CEPOS vurderer imidlertid, at der mangler konkrete og bindende mål for at begrænse væksten i den statslige administration på kort og mellemlangt sigt.
Karsten Bo Larsen peger på, at en effektiv offentlig sektor forudsætter, at de administrative opgaver holdes på et nødvendigt minimum, så ressourcerne i stedet kan gå til de borgernære kerneopgaver eller til skattelettelser.








