På OK-tanken på Jyllandsvej i Middelfart var der onsdag aften forsøg på et tricktyveri.

Fyns Politi oplyser, at to personer kom kørende til OK-tanken. Den ene person lånte en kuglepen i forretningen, og den anden person lokkede ekspedienten ud i vaskehalen, hvor der var problemer med vaskekortet.

Da ekspedienten kom tilbage kunne han se, at personen, der var blevet i forretningen, var i færd med at fylde cigaretpakker ned i en medbragt rygsæk. Gerningsmanden forsøgte efterfølgende at stikke af fra forretningen, men ekspedienten satte efter ham, og fik ham standset på Jyllandsvej, hvor gerningsmanden uden videre udleverede rygsækken indeholdende cigaretter.

Der er endnu ingen sigtede i sagen.