Annonce

EVENTS. Fredag vil stilheden i tre små lokalsamfund blive afbrudt af et sus af kulfiberhjul, farvestrålende trøjer og det korte glimt af noget, der hører til blandt de største sportsbegivenheder i landet.

Det er den slags dage, hvor man måske stopper op midt i havearbejdet, hvor hunden gøer lidt mere end normalt, og hvor børnene bliver hevet med ud til vejkanten for at se et glimt af feltet. Et øjebliks intensitet, der varer få minutter, men som kan give små minder, der bliver hængende længe.

Fjerde etape af PostNord Danmark Rundt tager sin vej fra Svendborg til Vejle. Undervejs krydser rytterne Den Gamle Lillebæltsbro, fortsætter ind gennem Snoghøjs veje, videre mod Taulov og til sidst Herslev, inden ruten går mod målstregen i Vejle. Selvom Fredericia ikke officielt er på kortet som værtsby, får de tre lokalsamfund alligevel et kortvarigt, men bemærkelsesværdigt besøg, der efterlader billeder på landsdækkende tv, og et aftryk, som kan mærkes lokalt.

For Iben Bonne Jensen, bosætningskonsulent i Business Fredericia, er det en chance for at vise en side af kommunen, som sjældent får de store overskrifter.

»Helt grundlæggende betyder det, at vi får et nyt fokus på kommunen og på en del af alt det kulturliv, vi har her, og det synes jeg er dejligt,« siger hun.

Hun ser ikke kun et cykelløb, men også en mulighed for at vise livet og fællesskabet i de små samfund.

Annonce

»Det her viser bredden i det rige kulturliv, vi har her, både i landsbyerne og i hele kommunen. Vi er kendt for at have ting i gang 365 dage om året. Derfor synes jeg, det er enormt vigtigt, at der også kommer et cykelløb til byen og ud i landsbyerne.«

I Herslev er der ikke planlagt et officielt program. Alligevel har borgerne fundet deres egen måde at markere dagen på. Formanden for Herslev Sogns Borgerforening, Anders Bendsen, fortæller, at man vil samle sig ved den Gamle Skole.

»Vi bliver en gruppe, der samles ovre ved den Gamle Skole i Herslev og hepper og vifter med flag,« siger han.

Han ved godt, at tidspunktet kan spille ind, mange er på arbejde eller henter børn, når feltet ruller forbi, men glæden ved eksponeringen er der stadig.

»Der er jo forskellig smag i sport, og det ser ud til, at badminton, håndbold, fodbold og yoga har bedre tag i befolkningen herude end cykelsport. Alligevel er vi godt tilfredse med, at Herslev bliver eksponeret gennem tv-dækningen.«

Han kalder det også en mulighed for at minde folk om, at Herslev er vant til cykelløb og ikke mindst, at landskabet er værd at vise frem.

»Vi er vant til cykelløb herude, blandt andet fra Fredericia Cykelklub, og det fortæller os jo også, at området herude i al beskedenhed er smukt og værd at køre rundt i. Det er jo kun en fordel, hvis flere får øjnene op for dette, når PostNord Løbet kører gennem Herslev.«

I Taulov er stemningen den samme – en blanding af forventning og praktiske overvejelser. Næstformand i Taulov Fællesråd, Thorbjørn Vang Søndergaard, ved, at et stort arrangement som dette også griber ind i hverdagen for dem, der bor langs ruten. Alligevel ser han mulighederne:

»Vi glæder os, og det kan give mulighed for, at folk står ude ved vejen og flager,« siger han med et smil.

For publikum er der ingen grund til at blive hjemme, lyder det fra Iben Bonne Jensen, der opfordrer alle til at gribe chancen for at opleve en begivenhed i verdensklasse helt tæt på.

»Alle, der har lyst, skal tage derud og heppe. Jeg vil især anbefale, at man støtter op om det, selvom det måske ikke er et sted, man plejer at tage til. Det er en chance for at opleve stemningen i landsbyerne på en særlig dag, og det bliver en stor oplevelse, uanset hvad.«

Vejdirektoratet oplyser, at ruten typisk spærres 20-25 minutter før feltet kommer forbi, og at vejene er lukket i cirka 40 minutter. For Snoghøj, Taulov og Herslev betyder det midlertidige afspærringer, mens rytterne passerer, og at Den Gamle Lillebæltsbro lukkes for al biltrafik i perioden.

For Iben Bonne Jensen handler det i sidste ende om, hvad folk tager med hjem fra dagen.

»Jeg håber, at de ser, hvor smukt der er i og omkring Fredericia. Det er vigtigt at få frem, og det er noget, vi lægger stor vægt på,« slutter hun.

Annonce