EVENT. Tråden i Middelfart beklager forløbet omkring et arrangement, som ikke levede op til hverken gæsternes eller arrangørens egne forventninger.
I et opslag på sociale medier forklarer Tråden, hvad der gik galt, og varsler, at der nu tages skridt for at undgå en gentagelse. Ledelsen bag Tråden lægger ikke skjul på, at aftenen blev anderledes end planlagt. I en offentlig undskyldning til gæsterne peger Tråden på en række forhold, der samlet set påvirkede afviklingen.
Ifølge opslaget blev en stor del af personalet sygemeldt på selve dagen, hvilket gav en markant reduceret bemanding. Samtidig kunne eksterne toiletvogne ikke leveres som planlagt på grund af snevejret.
Der opstod også situationer, hvor nødudgange blev åbnet. Det udløste automatisk evakuering og tilkald af udrykning, hvilket betød, at mange gæster måtte vente i kø i længere tid end hensigtsmæssigt.
Tråden erkender desuden, at garderobekapaciteten ikke var tilstrækkelig til det store antal vinterjakker.
»Det ansvar tager vi fuldstændig på os,« lyder det i opslaget.
Derudover opstod der tekniske problemer i sanitetsområdet, som gav ekstra opgaver til den i forvejen reducerede stab. Ifølge Tråden arbejdes der nu på at få situationen håndteret og udbedret hurtigst muligt.
Trods de mange udfordringer understreger Tråden, at ingen kom til skade.
»Vi er oprigtigt kede af, at aftenen nok ikke levede op til jeres og vores egne forventninger,« skriver arrangørerne, som samtidig takker gæsterne for tålmodighed samt medarbejdere og frivillige for deres indsats under vanskelige forhold.
Tråden oplyser, at forløbet nu gennemgås grundigt, og at der vil blive taget de nødvendige skridt for at sikre, at lignende problemer ikke gentager sig. Gæster, der oplevede særlige gener, opfordres til at kontakte Tråden direkte, så der kan følges op på sagen.









