De kommende år omdannes en afdeling af det tidligere sindssygehospital i Middelfart til det nye museum MIND, der har fokus på psykisk sygdom og mental trivsel. Omdannelsen af de historiske rammer i Teglgårdsparken 17 har været i udbud, og C. F. Møller Danmark A/S er valgt til at stå for totalrådgivningen af projektets byggedel.

I prækvalifikationsrunden var der 13 totalrådgivergrupper, der udtrykte interesse i at afgive tilbud. Herfra blev de tre totalrådgivergrupper Cubo Arkitekter, Rønnow Arkitekter og C. F. Møller Danmark A/S valgt til at afgive tilbud på opgaven. De tre deltagende totalrådgiverteams gav alle velkvalificerede og kreative bud på et hovedgreb for det kommende museum, men efter en bedømmelse af tilbuddene blev C. F. Møller valgt til opgaven.

– Det er rigtig glædeligt, at der nu er fundet den rigtige totalrådgiver. Middelfart Museum glæder sig til at samarbejde med C. F. Møller, og vi ser frem til, at projekteringen nu kan gå i gang, sådan at vi kan klippe snoren til MIND i 2026, siger leder af Middelfart Museum, Maiken Rude Nørup.

Det nye MIND museum skal indrettes i en patientbygning på det tidligere sindssygehospital i Middelfart. Stedet husede gennem mere end 100 år tusindvis af psykiatriske patienter. Med Danmarks største samling af psykiatrihistoriske genstande vækkes historien om psykiatrien i Danmark til live gennem udstillinger om skiftende sygdomsopfattelser og behandlingsformer med fokus på nutidig relevans og personlige fortællinger.

– Vi er glade for at blive valgt og ser frem til det fortsatte samarbejde med Middelfart Museum. Trivsel og velfærd ligger os meget på sinde, og vi er stolte over at kunne bidrage til formidlingen af dette med en ombygning af det tidligere sindssygehospital (Teglgårdsparken) i Middelfart til museum MIND, der både skal fortælle om stedets og psykiatriens historie. På samme tid skal det også imødekomme nutidens behov for udstillingsfaciliteter og besøgende, mens der bevares så meget af den oprindelige bygnings karakter og udtryk som muligt, siger Rune Bjerno Nielsen, som er partner, arkitekt og afdelingschef for C. F. Møllers konkurrenceafdeling i Aarhus.

MIND har et budget på 32 mio. kr. Projektet er støttet af Augustinus Fonden, Den A.P. Møllerske Støttefond, Den filantropiske forening Realdania, Lokale og Anlægsfonden, Middelfart Kommune, Lundbeckfonden, Ole Kirk’s Fond, Cand.pharm. Povl M. Assens Fond, Region Syddanmark, LAG MANK, Statens Kunstfond, Middelfart Sparekasse og Middelfart Museumsforening.

Museet kommer til at indeholde udstillinger, men også mødelokaler og foredragsrum, der kan bruges af foreninger, arrangører m.m., der har fokus på psykisk sygdom og/eller mental trivsel.

MIND forventes åbnet i starten af 2026.

Læs også