https://www.ibc.dk/fredericia-middelfart/uddannelser/hf-og-vuc/

Avisen Danmark kunne for et par uger siden afsløre, at ti danske spillesteder var mistænkt for karteldannelse. AVISEN erfarer fra flere uafhængige kilder, at Tøjhuset i dag er blevet ransaget af konkurrencestyrelsen på baggrund af medieomtalen.

De ti spillesteder der er mistænkt for karteldannelse, er Paletten i Viborg, Fermaten i Herning, Pavillonen i Grenå, Tobakken i Esbjerg, Skråen i Aalborg, Godset i Kolding, VoxHall i Aarhus, Posten i Odense, Sønderborghus i Sønderborg og Tøjhuset i Fredericia.

Spillestederne, der ifølge Avisen Danmark er mistænkt for at have koordineret priser på kunstnere, når de skulle byde på koncerter, er nu genstand for en efterforskning. Angiveligt drejer det sig blandt andet om kendte kunstnere som Tessa, Saveus, Jung, Folkeklubben, MC Einar, Tim Christensen og den nu afdøde Hugo Helmig.

I formiddags dukkede Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen uanmeldt op på Tøjhusets adresse i Fredericia, hvor de med en dommerkendelse i hånden forlangte at få adgang til faciliteterne. Specifikt ønskede de blandt andet at kontrollere den daglige leders computer. Ledelsen i Fredericia Kommunes forvaltning ønsker ikke at kommentere på sagen endnu, og svarer heller ikke konkret på, om den daglige leder vil blive hjemsendt, mens sagen kører.

Tilsynet med Fredericia Kommunes spillested føres af Konkurrence- og forbrugerstyrelsen, der arbejder aktivt på at opspore karteller. Dagens koordinerede indsats mod spillestedet Tøjhuset, skaber dermed uro omkring aktiviteterne. Den daglige leder har offentligt afvist at have deltaget i karteldannelse. Vi har forgæves forsøgt at få et interview med ham, men han er ikke vendt tilbage på vores henvendelser endnu. Det fremgår endnu ikke af sagen, hvad Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har ledt efter, men det tyder på, at der er tale om en koordineret aktion mod de implicerede spillesteder.

Tøjhuset drives af foreningen Fredericia Live, men det er kommunalt ansatte medarbejdere, der står for den daglige drift af stedet. I 2017 åbnede man for koncerter i Tøjhuset, og senere er man også begyndt med endnu større koncerter i Eksercerhuset. De fleste danske spillesteder blev under coronapandemien voldsomt udfordrede på økonomien, men Fredericia Kommune har støttet op omkring den lokale investering. Uroen omkring forretningsmetoderne i Tøjhuset ser ud til at være nået et nyt højdepunkt med dagens overraskende besøg fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Flere medlemmer af Økonomiudvalget i Fredericia Kommune oplyser til AVISEN, at de nu vil have fuld indsigt i sagen, samt økonomien omkring spillestederne. Ingen ønsker dog at udtale sig endnu, da man afventer svar fra forvaltningen.