Talentspejderne i Middelfart arbejder hver dag for at give unge mellem 12 og 15 år mulighed for at opdage og udvikle deres evner og talenter med henblik på at opnå øget selvtillid, selvværd og forståelse af egne styrker. For at kunne hjælpe endnu flere søger Landsforeningen Talentspejderne nu flere frivillige mentorer, og allerede den 5. februar afholder de et gratis mentorkursus i Middelfart. Jeanne Banke Nielsen, der leder indsatsen i Middelfart og Kerteminde Kommuner, fortæller om det vigtige arbejde, og hvad det kræver at blive mentor.
Fokus på de unge i Middelfart
Middelfart Kommune har i flere år samarbejdet med Talentspejderne for at støtte unge i overgangen fra folkeskolen til ungdomsuddannelserne. Ifølge organisationen er det vigtigt at gribe ind tidligt:
– Baggrunden for Talentspejderne var netop, at udviklerne bag projektet så, hvor vigtigt det er at gribe unge mennesker, inden de forlader folkeskolen. Det er i den periode, de står over for at skulle træffe store valg og ofte ikke ved, hvem de er, eller hvilken retning de skal gå, fortæller Jeanne.
Talentspejderne samarbejder med skolerne i Middelfart Kommune, hvor lærere peger på de elever, der kan have glæde af en mentor.
– Vi har en tro på, at lærerne, som står med eleverne hver dag, ved, hvem der kan blomstre med den rette støtte, siger hun.
Hvem kan blive mentor?
Mentorrollen er åben for alle, der har lyst og overskud til at gøre en forskel for unge. Jeanne Banke Nielsen understreger, at det handler om at bruge sin livserfaring til at hjælpe andre:
– Det, vi kigger på, er, at du har noget med dig selv – en livserfaring, som vi kalder det. Det kan være, at du på et tidspunkt har gennemgået en uddannelse eller været på arbejdsmarkedet. Og så handler det om at have lysten til at hjælpe og dele ud af det, man har oplevet, siger hun.
Jeanne fortæller, at de også har haft yngre mentorer, som har gjort en stor forskel. Det kræver dog, at man er moden og klar til opgaven:
– Vi har også haft studerende som mentorer. De er ofte tættere på de unges situation og kan relatere til spørgsmål som ‘Hvad skal jeg blive til?’ og ‘Hvilken retning skal jeg tage for min fremtid?’. Det kræver dog, at de unge mentorer er modne nok til at kunne støtte et ungt menneske, der står i en lignende situation.
Et struktureret forløb
Talentspejdernes mentorforløb varer 24 uger, hvor mentor og mentee mødes én gang om ugen. Forløbet bygger på et program udviklet af læringseksperter og fokuserer på at styrke den unges selvtillid, selvværd og forståelse af egne styrker.
– Vi bygger på et koncept, hvor hver gang en mentor mødes med den unge, er der en klar dagsorden. Udover at fokusere på, hvad der sker i den unges liv lige nu, arbejder vi målrettet med at styrke selvtillid, selvværd og forståelsen af deres egne styrker. Det sikrer, at der altid er progression og mening med det, vi arbejder på, forklarer Jeanne.
Mentorerne får under kurset en introduktion til materialet og værktøjerne, som de vil bruge sammen med den unge.
– Vi kigger blandt andet på læringsstile, intelligenser og karakterstyrker. Det gør, at både mentorerne og de unge opdager noget nyt om sig selv, siger Jeanne og tilføjer:
– Mange mentorer fortæller, at de selv har fået en større forståelse for deres eget liv gennem programmet. De opdager enten noget nyt om sig selv eller genkender, at de ubevidst har styret efter bestemte værdier eller mål i deres liv.
En mærkbar forskel
Jeanne glæder sig samtidig over, at mentorerne ikke kun gør en stor forskel for de unge, men også for deres familier. Hun fortæller om de mange taknemmelige forældre, hun møder:
– Det er fantastisk at se, hvordan de unge blomstrer gennem forløbet. Forældrene fortæller ofte, at de har fået et gladere og mere selvsikkert barn tilbage. Den forskel er det hele værd, siger hun.
For Jeanne selv er det personligt motiverende at se udviklingen hos de unge. Hun fortæller, at hun hver gang et forløb afsluttes og hun ser de unge til sidst, får gåsehud og mærker varmen sprede sig, når hun oplever, hvilken forskel arbejdet har gjort.
– Jeg har en stærk tro på, at vi alle har en plads i livet, og det er fantastisk at se, hvordan de unge blomstrer. Udover at jeg uddanner mentorerne, deltager jeg også i det første møde mellem forældre, mentee og mentor. Når forløbet er slut efter de 24 møder, bliver jeg ofte inviteret med til at fejre succesen. Det er en del af vores tilgang at fejre de fremskridt, der er blevet gjort, og det er en utrolig oplevelse at se, hvilken forskel det har gjort for det unge menneske. Jeg kan mærke det helt fysisk – det giver gåsehud og varme, fordi det er så fantastisk at opleve.
En flot succesrate
Talentspejderne har desuden opnået en høj succesrate, og da vi spørger Jeanne om årsagen til dette, peger hun på forløbenes velstrukturerede opbygning og varighed som de afgørende faktorer.
– Jeg tror, at det her med, at der altid er en klar dagsorden, hver gang en mentor mødes med en ung, gør en stor forskel. Længden og kontinuiteten i forløbene spiller også en vigtig rolle. Det betyder meget for de unge, at der er en person, der frivilligt mødes med dem uge efter uge og ser dem for den, de er. Jeg tror, det er en stor del af, hvad der bærer succesen.
Forløbet har dog en vis grad af fleksibilitet, og Jeanne oplever alligevel, at der kan være stor succes, selv hvis man ikke gennemfører alle 24 møder.
– Det kan virke overvældende for nogle at tænke på 24 møder over et halvt år, men det er netop den faste, kontinuerlige kontakt, der virkelig gør en forskel. Selv hvis en ung ikke når alle 24 møder, men stopper efter 12, kan de have rykket sig nok til at stå stærkere og mere selvsikre i sig selv.
Bliv en del af indsatsen
Talentspejderne søger nu flere mentorer for at kunne hjælpe endnu flere unge i Middelfart.
Det næste mentorkursus finder sted den 5. februar 2025 i Middelfart, og deltagelse er gratis.
– Vi håber, at flere vil melde sig – uanset om de er erhvervsaktive, efterlønnere eller pensionister. Det kræver bare halvanden time om ugen og lysten til at gøre en forskel, opfordrer Jeanne Banke Nielsen.
Talentspejderne opfordrer også virksomheder til at tage del i indsatsen som en del af deres sociale ansvar og fremhæver, at de har gjort det enkelt at synliggøre bidraget i virksomhedens sociale regnskab.
– Virksomheder kan støtte indsatsen ved at give deres medarbejdere fri en time eller halvanden om ugen til at være mentorer. Det er en konkret måde at gøre en forskel på, samtidig med at det styrker virksomhedens ESG-profil, forklarer Jeanne afsluttende.