UDDANNELSE. Syddansk Universitet Business School har netop fået en anerkendelse, som kun ganske få uddannelsesinstitutioner i verden kan prale af. Universitetets businessuddannelser har opnået den globale AACSB-akkreditering – et kvalitetsstempel, der kun gives til seks procent af verdens business schools.
Akkrediteringen fra AACSB (Association to Advance Collegiate Schools of Business) betyder, at SDU nu er en del af et internationalt netværk af businessuddannelser, der lever op til høje krav til forskning, undervisning og samfundsrelevans.
»Tillykke til Det Samfundsvidenskabelige Fakultet og SDU Business School med akkrediteringen. Det er en flot anerkendelse, som bekræfter den høje faglige kvalitet og det målrettede arbejde, der lægges i både forskning og uddannelse. Denne internationale anerkendelse er et stærkt eksempel på, hvordan SDU leverer viden og uddannelse i verdensklasse, der gør en forskel for samfundet gennem tårnhøj kvalitet, internationalt udsyn og stærke samarbejder med vores omverden« udtaler rektor Jens Ringsmose.
Processen frem mod akkrediteringen har været grundig og involveret en omfattende evaluering foretaget af internationale eksperter. Ifølge AACSB lever SDU op til de krav, der sikrer løbende forbedringer, innovation og værdiskabelse – både lokalt og globalt.
Dekan for Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, Hanne Søndergaard Birkmose, er stolt over den fælles indsats.
»Det er en fantastisk nyhed, som jeg er meget stolt over. Nu placerer vi os officielt i en eksklusiv gruppe af business schools verden over, der har opnået denne anerkendte blåstempling af kvalitetsarbejdet. Jeg er superstolt af den fælles store indsats, som hele fakultetet har ydet i forbindelse med at opnå denne akkreditering. Det er en milepæl, som vi vil bygge videre på i vores stræben efter at bruge vores intellektuelle nysgerrighed til gavn for samfundet« siger hun.
Akkrediteringen bliver af AACSB fremhævet som et bevis på SDU’s evne til at kombinere høj faglig kvalitet og internationalt udsyn med en stærk forankring i regionen. Der lægges vægt på universitetets evne til at levere erhvervsøkonomiske uddannelser på tværs af sine campusbyer uden at gå på kompromis med de lokale studiemiljøers særpræg.
Stephanie M. Bryant, der er executive vice president og chief accreditation officer hos AACSB, udtaler, at SDU’s optagelse i netværket vil få betydning ud over Danmarks grænser.
»Dagens studerende er morgendagens erhvervsledere, og tilføjelsen af Syddansk Universitet til netværket af AACSB-akkrediterede business schools vil have en varig positiv indvirkning – både lokalt og globalt.«
Syddansk Universitet Business School samler universitetets erhvervsøkonomiske uddannelser og samarbejder tæt med både private virksomheder, offentlige myndigheder og organisationer. Akkrediteringen styrker muligheden for, at både studerende og forskere kan trække på et internationalt netværk, samtidig med at de bidrager til udviklingen i regionen.