Syddanskerne kan se frem til et endnu bedre akutberedskab i de kommende år. Regionsrådet godkendte på mødet 27. februar 2023 de første af de projekter, som kommer til at styrke det præhospitale område med nye ambulancer og akutbiler.
En ekstra ambulance i Vejle i dagtimerne, en døgndækkende akutbil nord for Haderslev samt en akutbil i dagtimerne i det sydøstlige Odense. Sådan bliver akutberedskabet konkret styrket i de kommende år i Region Syddanmark.
I budgettet for 2023 blev der afsat fem millioner kroner årligt til at opruste det præhospitale område, hvor regionsrådet særligt har haft fokus på områder med lange responstider. Sammen med penge fra en pulje, som Sundhedsstyrelsen har afsat til at styrke det akutte beredskab, er regionsrådets investering på fem millioner blevet til de tre konkrete initiativer.
– Det er godt, at vi nu realiserer de præhospitale enheder, som vi var enige om i aftalekredsen bag budget 2023. Vi har haft en klar ambition om at løfte området. Der var ikke penge nok til både akutbilen nord for Haderslev, ambulance-dagberedskab i Vejle og akutbil i dagtimerne i Odense Sydøst. Men med vores aktive arbejde har vi sikret os penge fra Sundhedsstyrelsens akutpulje, der gør, at vi kan styrke området markant, siger næstformand for Præhospitaludvalget, Allan Emilussen (V).
Det første projekt, der bliver en realitet, er den ekstra dag-ambulance i Vejle, som regionsrådet på mødet 27. februar har givet penge til, og som allerede er klar til at køre ud og hjælpe borgerne fra 1. marts 2023.
Akutbil placeret i Christiansfeld skaber størst værdi
Regionsrådet besluttede også, at den døgnbemandede akutbil omkring Haderslev bliver placeret i Christiansfeld, fordi det giver det største potentiale for udnyttelse af akutbilen. Bilen bliver en præhospital enhed i området mellem Haderslev, Rødding, Vejen og Kolding, hvor der i dag ikke er stationeret noget præhospitalt beredskab, og hvor nogle områder har forholdsvist lange responstider. Næstformand for Præhospitaludvalget Allan Emiliussen (V) siger:
– Den valgte løsning giver også tryghed i Haderslev by, da akutbilen bliver sendt til en fremskudt base i Haderslev, når begge ambulancer i Haderslev er på hjul. Dermed vil akutbilen bidrage til, at responstiden i Haderslev by bliver lavere. Jeg vil gerne understrege, at netop dette har været en vigtig del af udvalgets overvejelser, og vi vil på den baggrund følge nøje med i akutbilens kørselsmønster.
På næste regionsrådsmøde forventes der at blive bevilget penge til den nye akutbil i Haderslev-området og til den ekstra akutbil i det sydøstlige Odense.
Hvis pengene bliver bevilget, bliver den nye akutbil i Haderslev-området taget i brug 1. april 2023, og den ekstra akutbil i det sydøstlige Odense bliver taget i brug 1. maj 2023.
Begge akutbiler bliver elbiler.