Taulov Dry Port igangsætter ét af Danmarks største lav-emissions lagerbyggerier på 97.000 m2. Når byggeriet står færdigt medio 2024 vil Taulov Dry Port have en samlet kapacitet på næsten 300.000 m2 moderne lager- og logistikejendomme. Totalentreprisen er efter endt udbudsproces og forhandlingsperiode tildelt DS Flexhal til en samlet entreprisesum på 620 mio. kr.

De 97.000 m2 udgør Etape III af generiske lager- og logistikejendomme i Taulov Dry Port. Etape I på 49.300 m2 er fuldt udlejet, og i foråret 2023 står Etape II med 60.000 m2 klar til indflytning for én af Taulov Dry Ports store kunder – BESTSELLER. Igangsættelsen af Etape III vil dermed sikre kapaciteten til den stigende efterspørgsel efter lager- og logistikejendomme i Danmarks transportcentrum, hvor infrastrukturen elektrificeres og lav-emissionsløsninger med solceller på tagflader sikrer grøn strøm til lejemålene. Inden længe står Danmarks største brintstation klar til at levere brint til omstillingen af den tunge transport. Taulov Dry Port er dermed et vigtigt knudepunkt i et kommende netværk af brintstationer i den europæiske transportkorridor.

Byggeriet af de 97.000 m2 lager igangsættes spekulativt – dvs. uden lejere på forhånd. Dette bekymrer ikke CEO i Taulov Dry Port Jesper Gemmer:

– Vi mærker fortsat en meget stor interesse for vores lagerkoncept. Vi har allerede en god pipeline, og selvom der er større usikkerhed i markedet, forventer vi hurtig udlejning, når byggeriet står klar medio 2024. Vi er begunstiget af at udvikle ejendomme i et område med den mest centrale infrastruktur, hvor vores kunder høster optimeringsgevinster på logistikken. Vores eftertragtede udlejningskoncept dækker markedets ønsker til beliggenhed, fleksibilitet, indretning og lav-emissions løsninger, så vores kunder kan nedbringe klimaaftrykket i deres supply chain. Og inden længe vil vores kunder få mulighed for at tanke grønne brændstoffer siger Jesper Gemmer.

I DS Flexhal er der stor glæde over, at samarbejdet med Taulov Dry Port nu fortsætter med det næste store lagerbyggeri.

– Vi er meget stolte over, at Taulov Dry Port har tildelt os totalentreprisen på den næste markante udvidelse af Baronessens Kvarter. Vi var totalentreprenør på Taulov Dry Ports første generiske byggeri på 49.000 m2 og lagerdomicilet til ét af Europas største grovvareselskaber DLG tilbage i 2018 og 2019. Vi har netop deltaget i første spadestik til det kommende 40.000 m2 store lav-emissions lager til A.P. Møller – Mærsk, som vi også er totalentreprenør på. Taulov Dry Port fortsætter deres ambitioner om at opføre kvalitets lagerbyggerier efter de højest standarder, som BREEAM Excellence til Mærsk og DNGB Guld, som Generisk III skal opføres efter. Vi er meget stolte over at fortsætte det gode samarbejde med de to ambitiøse bygherrer ADP A/S og PFA Pension, siger Annette Storm, Direktør i DS Flexhal.

– Det er nu fjerde gang, vi udvider Taulov Dry inden for blot tre år. Efterspørgslen på moderne lavemissions logistiskejendomme er overvældende, og vi forventer at have de nye kvadratmeter udlejet, inden de står færdigbygget. Taulov Dry Port har sammen med PFA’s andre logistikinvesteringer betydet, at vi siden 2013 har kunnet sende ca. 2,5 mia. kr. videre til vores 1,3 mio. pensionskunder, siger Michael Bruun, Ejendomsdirektør, PFA Pension.

Den større usikkerhed i markedet og stigende konkurrence på kommende lagerbyggerier i området giver ikke anledning til en ændret strategi i udviklingen af Taulov Dry Port.

– Vi er på mange måder langt i vores udvikling. Vores udlejningskoncept er markedets bedste, og så ligger Taulov Dry Port i ét af Danmarks største transportknudepunkter med nem adgang til motorvejsnettet, jernbanen, Billund Lufthavn og Fredericia Havn. Vi annoncerede faktisk allerede byggeriet tilbage i efteråret, og fordi vi optimerer og får det mest mulige ud af vores arealer, så er projektet gået fra 85.000 m2 til nu 97.000 m2. De første 11.000 m2 af byggeriet er allerede udlejet til Lallemand Denmark A/S. De resterende 86.000 m2 vil vi arbejde på at få udlejet, inden det står færdigbygget, siger Jesper Gemmer, og fortsætter:

– Med opførelsen af Generisk III tilfører vi endnu mere lagerkapacitet til området med vores sædvanlige høje standard med lav-emissionsløsninger, der nedbringer vores kunders klimaaftryk. Vi udlejer med den kendte fleksibilitet og med et meget attraktivt servicekoncept, som tilfører stor værdi for vores kunder. Derudover kan vores kunder om kort tid tanke grønne drivmidler i områder, slutter Jesper Gemmer.

Generisk III opføres som lav-emissions byggeri med en indvendig bygningshøjde på 12,5 meter. Lageret bliver sektionsopdelt i enheder af 5000 m2 med 9 porte pr. enhed. Kommende lejere får optimale logistikfaciliteter med mulighed for indretning med pallereoler, automatisk sortering og optimale faciliteter til både vareindlevering og forsendelse.

Lejemålene står klar medio 2024.