Middelfart er vokset, og nye kvarterer er skudt op, hvor der før var marker. Men byens kulturliv blev ikke til af mursten. Det blev til af mennesker, der gad. Vagn Ove Hansen er en af dem, og han har set det meste ovenfra scenen.
Der findes byer, man kan aflæse i bygninger, og byer, man bedre forstår gennem de mennesker, der har holdt dem sammen. Middelfart er begge dele, men spørger man Vagn Ove Hansen, hvad der har gjort byen til det, den er, peger han ikke på de nye kvarterer eller på broerne over Lillebælt. Han peger på fællesskabet. På de mennesker, der gennem årtier har stablet fester, festivaler og koncerter på benene, og på den følelse, at man gør det, fordi det skal gøres, ikke fordi nogen spørger, hvad man får for det.
Han er selv en af dem. Igennem et langt liv i og omkring Middelfart har han været med til at grundlægge, bære og holde liv i en stribe af de arrangementer, der har sat byen på landkortet, fra Rock Under Broen til halkoncerter og børnehavefestivaler. Men før alt det var der en boldbane. »Jeg synes egentlig, det hele begyndte med fodbolden,« fortæller han.
For ham blev fodbolden et fællesskab, der blev hængende. Som ung kom han ind til Middelfart for at spille i MG&BK, og her mødte han de mennesker, der skulle følge ham resten af livet. Det var i klubben, han lærte, hvad det vil sige at bygge noget op sammen med andre, helt bogstaveligt. Da klubben skulle have et nyt klubhus, var han med til at rejse det, og det er den erfaring, han vender tilbage til, når talen falder på, hvordan ting bliver til i en by som Middelfart. »Det handler om ildsjæle. Heldigvis findes de stadig, men måske ikke helt i samme omfang som dengang. Vi tænkte aldrig på, hvad vi fik ud af det. Vi kunne bare se, hvad vi gerne ville skabe,« siger han.
Selve livsbanen førte ham først væk fra fodbolden og siden tilbage til den. Efter skolegang i lokalområdet, en læretid i brugsen og militærtid ved Langelandsfortet uddannede han sig til pædagog og kom til børnehaverne Siesta og Bambini i Strib. Arbejdet med børn og unge blev hans levevej, men det stoppede aldrig ved arbejdstidens ophør. Det meningsfulde om dagen og de store fælles projekter ved siden af var for ham to sider af samme sag. »Det er ikke noget, man kan læse sig til. Det er noget, man skal brænde for,« understreger han.
Den brand gav sig konkrete udslag. På et tidspunkt voksede de to verdener sammen til en hel børnehavefestival, hvor byens børn optrådte for hinanden, og hvor butikkerne bakkede op, så det hele kunne være gratis. Det er en af de fortællinger, han stadig fortæller med liv i stemmen, om telte, der blev slået op, om et orkester, der spillede, om at man købte sig til udstyr, hvor man kunne, og fik resten foræret. »Det var simpelthen fantastisk at være med til,« siger han med et smil.
Men det indslag, der for alvor har gjort Vagn Ove Hansen til en stemme, byen kender, er Rock Under Broen. Festivalen blev sat i verden i 1989, og det var ingen tilfældighed, at den udsprang af fodbolden. Det var MG&BKs amatørafdeling, der søsatte den for at rejse penge til den trængte klub, og den allerførste udgave havde Fielfraz, Johnny Madsen og TV-2 på scenen under broen. Siden voksede den til Danmarks største endagsfestival, og gennem årtier har Vagn Ove Hansen stået som konferencier under Den Nye Lillebæltsbro og budt gæsterne velkommen, sagt navnene på kunstnerne og holdt sammen på en dag, der i dag sætter over tusind frivillige fra mere end halvtreds foreninger i bevægelse.
Det samme mønster går igen i de halkoncerter, han sammen med blandt andre Claus Hansen genopfandt for nogle år siden, fordi de syntes, der manglede noget. En mangel bliver til en idé, idéen bliver til et arrangement, og arrangementet bliver til en tradition, byen ikke vil undvære. Det er den bevægelse, der har bygget Middelfarts kulturliv op nedefra, og som Vagn Ove Hansen har været en del af hele vejen.
For ham hænger det sammen med et bestemt syn på byen. Han har set Middelfart vokse, set nye kvarterer komme til, hvor der før var åbent land, og han taler om det som en mand, der knap kan tro, hvor langt byen er nået. »Jeg synes faktisk, det er utroligt, at vi kan rumme så mange mennesker. Der er kommet så mange til, som gerne vil bo her,« konstaterer han.
Hvorfor de kommer, har han et lunt svar på. Han peger på selve navnet, det skæve, lidt komiske bynavn, der vækker opsigt langt ud over landets grænser. De udenlandske orkestre, festivalen har haft gennem årene, har ofte moret sig over det, og det er Vagn Ove Hansen helt med på. »Jeg vil ikke påstå, at det er et af verdens ti sjoveste bynavne. Men det ligger nu meget godt med på listen over de skæve,« griner han.
Bag selvironien ligger en alvor om, hvad et sted kan betyde. For Vagn Ove Hansen er Middelfart en by, man hører til i, og da han efter årene i Esbjerg vendte tilbage, var det en hjemkomst i ordets fulde betydning, til familien, til fodbolden, til de mennesker, han havde bygget noget op sammen med. »Det er bare skønt at bo her,« fastslår han.
Den tilknytning gives nu videre. Hans søn Anders, i dag ungdomsskoleleder i Middelfart, er gået i farens fodspor i arbejdet med byens unge, og det er en kilde til stille stolthed, når faren taler om ham. Det ligger til familien, som intervieweren bemærker, og Vagn Ove Hansen modsiger det ikke. Det fællesskab, han selv var med til at grundlægge, er ikke noget, der slutter med ham. Det er gået videre til den næste, der gider.
Selv er han ikke trådt ud af det. Han er stadig med, stadig engageret i frivilligt arbejde, stadig en del af den flok, der får ting til at ske. Samtidig er der blevet mere tid til Conni, til børn og børnebørn og til en lejlighed i Spanien, som familien deler. Overgangen til pension blev glidende, fordi den ene halvdel af livet, det frivillige, aldrig holdt op.
Når han ser ud over byen i dag, ser han et sted, der er vokset, men som stadig kan rumme det, han har brugt sit liv på: musikken, fællesskabet, de mennesker, der gider. Måske er det den vigtigste bygning, han har været med til at rejse. Ikke et klubhus, men en vane i byen for at lave noget sammen. »Jeg mødte alle de dejlige mennesker, der sagde: Det vil vi gerne være en del af. Det er i virkeligheden hele grundlaget,« slutter han.
