POLITIK. Om lidt over en måned skal vælgerne til stemmeurnerne, og i den forbindelse har Middelfart AVISEN talt med spidskandidaterne for at høre, hvordan de oplever valgkampens sidste måned, hvad der fylder hos dem – og hvilke budskaber de vil kæmpe for helt frem til valgdagen. Den næste, vi har talt med, er Dansk Folkepartis kandidat i Middelfart, Steffen Daugaard.
Han beskriver sin start på valgkampen som stille og rolig. »Jeg har lidt annonce i avisen, som folk allerede nu responderer på, og jeg folder ud lidt gammeldags, som folk også kommenterer på,« siger han. »Så kommer jeg rundt til alle mulige møder – både officielle og nogle, der er lidt mere uformelle. Jeg møder mange mennesker, og det er egentlig det, det handler om for mig. At komme ud og lytte.«
Han sætter en tyk streg under den tilgang. »Der er jo grund til, at vi har to ører og én mund. Det er der nogle politikere, der har glemt,« siger han tørt.
Stemningen blandt vælgerne oplever han som positiv. »Folk interesserer sig for at følge med og har en mening om, hvad de vil. Nogle kan næsten ikke vente med at få folderen i postkassen,« fortæller han.
Spørger man hvad der fylder, peger han på, at det afhænger af, hvem man møder. »Løber du ind i en mor med to børn, er det børn og unge. Møder du ældre med rollator, er det forholdene for de ældre. En anden type kan være forholdene for erhvervslivet. Folk er jo dér, hvor de er,« siger han.
Noget andet fylder for ham i denne valgkamp. »Jeg synes, der er en lidt dårlig tone på sociale medier,« siger han. »Nogle har travlt med at finde fem fejl og genere andre, i stedet for at koncentrere sig om sin egen politik. Det mest interessante er det, man selv kan og vil og står for.«
Hans vigtigste budskab i de kommende uger er klart. »Vi skal huske de ældre,« siger han. »De har bygget samfundet op. Dem skal vi huske, når de skal have hjælp, ikke er mobile, skal på sygehus eller plejehjem, eller skal have hjælp til tingene.«
Han løfter også en mærkesag, der for alvor ligger ham på sinde. »Jeg vil meget gerne have lokal politi tilbage til Middelfart. Det er simpelthen en skændsel, at vi ikke har politi i Middelfart. Det er fuldstændig horribelt,« siger han og henviser til, at stationen lukkede i 2016. »Ved sidste politiforlig åbnede man Assens og Nyborg igen med omkring syv mand. Der skal være noget lokal politi som i Assens og Nyborg. Der er meget, der falder mellem to stole, fordi politiet er kommet for langt væk og for specialiseret. Ting bliver ikke løst.«
På skoleområdet markerer han sig også. »Tidlig SFO synes jeg skal afskaffes. Børn har behov for omsorg, tryghed og genkendelighed. Det kan synes som om, at det her tidlig SFO er noget anbringelse,« siger han.
Hvem rækker han ud til som kandidat? »En bred skare af borgerlige mennesker,« siger han. »Vi er jo det, man populært kalder blå bloks blødende hjerte. Vi har en god social forståelse, og så er vi blå.«
Om samarbejdet efter valget svarer han nøgternt. »Det er valgresultatet, der afgør, hvordan man kan samarbejde. Du er nødt til at kunne tælle mandater. Dem, der har kaldt folk ud i de værste gloser, får det nok svært. Men alt er et spil, og alt kan lade sig gøre. Den gode nyhed er, at det er borgerne, der bestemmer.«
Bedt om at sætte ord på valgkampen indtil nu siger han: »Den er jo ikke rigtig blevet tændt. Næste uge begynder valgmøderne – nogle dage er der tre om aftenen – så begynder det at køre. Indtil videre er der nogenlunde god stemning,« siger han og tilføjer et kollegialt vink. »Vi ældre er flinke til at tage imod dem, der er nye i det, og give dem nogle råd på vejen.«