Dansk Folkepartis spidskandidat i Middelfart, Steffen Daugaard, går til valg på tre klare mærkesager: ældreområdet, tidligere skolestart og genetablering af lokalt politi.
»Jeg går til valg på at gøre en forskel for de ældre, styrke demensområdet og få politiet tilbage i lokalsamfundet. Det er de tre ting, jeg mener, vi skal tage fat på først,« siger Steffen Daugaard.
Han mener, at plejehjem i Middelfart er blevet for dyre, og at mange ældre oplever et økonomisk pres, når den ene part flytter på plejehjem. »Hvis den ene flytter på plejehjem, mens den anden bliver boende i huset, så ender de med to huslejer. Det er ikke rimeligt. Vi skal sikre billigere alternativer, så ældre ikke betaler prisen for at blive gamle.«
Samtidig ønsker han at styrke demensområdet med flere demensrådgivere og bedre aktivitetscentre. »Der er mange typer demens og mange grader af sygdommen, og vi bliver flere ældre i fremtiden. Vi skal have ressourcer til både den ramte og den pårørende. Når den demensramte er på aktivitetscenter, får ægtefællen et frirum, og det betyder enormt meget for livskvaliteten i begge ender.«
Et andet centralt fokus for Steffen Daugaard er overgangen fra hospital til hjem. »Der er for mange, der falder igennem, når de bliver udskrevet. Man bliver sendt hjem, men der er ikke mad i køleskabet eller hjælp til at klare sig. Det er uacceptabelt. Vi skal have bedre koordinering mellem sygehuset og kommunen, så ingen efterlades på perronen.«
Han vender sig også mod reformen om tidligere skolestart, som han mener, presser børnene unødigt. »Der er ingen børn, der tager skade af at være børn lidt længere. Jo længere tid, de har trygge rammer i børnehaven, jo bedre forudsætninger får de senere.«
Endelig ønsker Steffen Daugaard, at lokalpolitiet vender tilbage til Middelfart. »Der findes kriminalitet overalt, også her. Det nytter ikke, at vi lukker øjnene. Vi skal have en lokal politistation og synlige betjente, der kender byen og borgerne. Det handler om tryghed.«
For Steffen Daugaard er en sund politisk kultur i byrådet afgørende. »Jeg tror på samarbejde og kompromiser. Nogle gange får man ret, nogle gange får andre ret – sådan fungerer demokrati. Men vi skal stoppe med at tale alt ned og i stedet fokusere på alt det, der faktisk fungerer.«
Han vil også have fokus på billigere boliger, bosætning og ansvarlig erhvervsudvikling: »Vi skal skabe vækst, men vi skal gøre det ansvarligt. Når vi udvikler erhvervsområder, skal der være plads til natur, vandhuller og grønne områder. Det handler om at skabe balance mellem vækst og ansvar.«
Steffen Daugaards budskab er klart: »Vi skal tage hånd om vores ældre, styrke trygheden i kommunen og passe på vores børn – det er grundlæggende DF-politik, og det er det, jeg står for i Middelfart.«









