BUSINESS. Da brødrene Tim og Daniel Christensen for et år siden slog dørene op til Spirit Icons’ brandstore i Middelfart, var det med ambitionen om at skabe en nichebutik, der skulle vokse organisk gennem personlig service og mund til mund. Nu, et år senere, står Daniel Christensen i butikken med smykkerne omkring sig – og med en fortælling om både vækst, taknemmelighed og en personlig rejse.
»Det er jo gået over al forventning. Både med tilkendegivelser og opbakning. Vi kan mærke, at det kommer fra lokalmiljøet. Folk siger direkte, at de kommer herind for at støtte os, fordi de er glade for servicen og stolte af, at der ligger en butik som denne i Middelfart,« fortæller Daniel Christensen.
Butikken har haft et år, hvor de lagte budgetter blev fordoblet. Sortimentet spænder fra de store handler til de små køb. »Vi sælger de helt dyre varer, men også et par ørestikker til 195 kroner. Og alle kunder får den samme behandling. Det er dejligt at mærke, at den ånd vi besluttede os for fra starten, den ser folk og de kvitterer for det.«
Kunderne kommer ikke kun fra Middelfart. Stadig flere finder vej fra Fredericia, Kolding, Vejle og Odense – og endda turister. »Jeg har kunder fra Odense, der kun kommer herud på grund af servicen. Og så må jeg indrømme, at de tyske turister har overrasket mig. Vildt, simpelthen,« siger Daniel.
Året har også været en rejse på et dybere plan. Daniel lægger ikke skjul på, at butikken har været med til at ændre hans liv. »Den største overraskelse er, hvor meget jeg er vokset som menneske. Jeg gik fra at være en, der ikke kunne gå ud ad min hoveddør, til at ryste som et espeløv, når jeg skulle stå i butikken, til nu at glæde mig til at komme herned. Det har været en kæmpe personlig rejse.«
Han oplever, at kunderne møder ham som menneske, ikke kun som ekspedient. »Vi sælger smykker, men vi sælger lige så meget den personlige kontakt. Folk har lyst til at snakke, og folk forstår. Jeg havde en kunde, der lagde sin hånd på min og spurgte om jeg var okay. Jeg svarede nej. Sådan nogle kunder har vi. Det er fantastisk.«
Middelfart som udgangspunkt
Placeringen i Middelfart er ikke tilfældig. »Fordi her kommer vi fra,« siger Daniel uden tøven. Det giver mening, at netop denne by blev testballon. »Hvis vi havde åbnet et sted, hvor ingen kendte os, så havde vi bare været endnu et brand. Her kan vi vokse organisk og med mund til mund. Og det giver pote.«
Det betyder også, at erfaringerne kan bruges andre steder. »Vi kan se, at stort set alle beslutninger vi har truffet her, de kan føres videre næsten én til én. Det er plug and play.«
Fremtiden kan derfor pege mod større byer – men i så fald med franchisemodeller. »Min psyke er ikke til at pendle mellem København, Aarhus og Midtjylland. Og styrken i butikken er jo også, at jeg står her selv og kan fortælle alt om smykkerne og yde ekstra service. Det kan man ikke bare implementere i en medarbejder,« siger han.
Smykkeindustrien er udfordret af stigende råvarepriser på guld, sølv, palladium og rhodium. Alligevel ser Daniel lyst på fremtiden. »Jeg tror vi har bevist, at hvis man kan i Middelfart, så kan man alle steder. Vi kan være eksklusive for alle prislejer. Vi behøver ikke et københavnerpublikum for at få det til at løbe rundt.«
Han peger på, at Middelfarts særlige befolkningsstruktur gør byen til et ideelt udgangspunkt. »Det her har været et ret godt initiativ for at se, hvad vi kunne forvente andre steder i landet. Her kan vi holde fingeren på pulsen, og når jeg mangler en vare, kan jeg ringe til kontoret og have den i butikken på et kvarter. Det er en service, vi ikke kunne have i Aarhus eller København.«
Spirit Icons i Middelfart har med andre ord fået en flyvende start. På ét år er butikken blevet en del af byens handelsliv, et sted folk søger hen både for smykkerne og for samtalerne. Og for Daniel Christensen er det også blevet en fortælling om at finde fodfæste, vokse som menneske og opdage, at en butik kan være langt mere end et sted, hvor varer skifter hænder.
»Det her begyndte som en testballon. I dag er det en base, et fællesskab og et bevis på, at vi kan meget mere end vi troede,« siger han.