SPORT. Det var små marginaler og nerver, der prægede kampen, da Middelfart søndag hentede en hårdt tilkæmpet sejr på 1-0 ude mod AB. Resultatet sender Middelfart helt op i hælene på Fremad Amager i kampen om oprykning til 1. division.

Cheftræner Kim Engstrøm var efter kampen lettet og tilfreds med resultatet, selvom han erkendte, at det langt fra var nogen perfekt præstation fra hans spillere.

»Det var en hård og meget tæt kamp med små marginaler, der gik vores vej. I første halvleg var vi lidt på hælene hele tiden og havde problemer med at holde i bolden, og AB var tættest på at score. Vi får dog spillet os op i anden halvleg, og 1-0-scoringen åbner kampen for os. Det gør, at vi kan slippe nogle af de nerver, der altid er i de her tætte kampe,« sagde Kim Engstrøm efter kampen.

I slutminutterne var kampen præget af dramatik og intensitet, men Middelfart-spillerne stod imod presset fra AB, der endda fik et mål annulleret dybt inde i overtiden.

»Slutningen blev måske lidt for nervepirrende, i hvert fald set udefra som træner. Men vi holdt stand og viste, at vi kunne krige den hjem,« understregede træneren.

Burde have lukket kampen tidligere

Kim Engstrøm erkendte dog også, at Middelfart selv burde have afgjort kampen tidligere.

»Ja, vi burde have lukket kampen med et mål til 2-0. Men ser man på første halvleg, burde vi måske også have været bagud 1-0. Samlet set er vi dog tættere på at score til 2-0, end de er på 1-1,« lød det fra Kim Engstrøm, der fremhævede, at holdet med lidt held kunne have sikret sejren endnu tidligere med et godt langskud fra Viljormur Davidsen.

»Vi skal sørge for at hænge på«

Med sejren er Middelfart nu blot ét point efter Fremad Amager, som netop tabte hjemme til Aarhus Fremad. Men det ændrer ikke det store for Engstrøm og Middelfart, som fokuserer på egne kampe og præstationer.

»Det betyder ikke så meget lige nu. Vi kan kun gøre noget ved vores egne kampe. Vi kigger ikke på tabellen, men på vores egne præstationer, og så skal vi hente de point, vi selv spiller om. I sidste ende skal vi jo overhale ét af de to hold foran os, når der er spillet 32 runder,« sagde Kim Engstrøm, og slog fast:

»Det bliver først afgjort i runde 32, så vi skal sørge for at hænge på.«

Næste kamp kan blive afgørende

Næste udfordring bliver hjemme mod netop Fremad Amager på fredag – en kamp, der ifølge Kim Engstrøm bliver afgørende.

»Det betyder rigtig meget. Vi har jo sejret de sidste seks kampe i turneringen, og selvom vi føler, at vi burde have haft tre point med fra Skive i mandags, er vi stadig i momentum og har tur i den. Det skal vi udnytte mod Fremad Amager. Men det bliver lige så tæt som alle de andre kampe.«

På spørgsmålet om Middelfarts trupssituation understregede træneren, at holdet søndag stillede med noget nær stærkeste opstilling.

»Vi mangler ikke nogen i dag, udover dem vi har manglet hele sæsonen, mere eller mindre. Så i dag er vi vel tættest på at være i stærkeste opstilling,« sluttede Kim Engstrøm.