Middelfart Avisen

Nyheder og indsigt fra Middelfart.

← middelfartavisen.dk

Rigspolitichef Thorkild Fogde genindtræder i tjenesten

Rigspolitichef Thorkild Fogde genindtræder i tjenesten

Rigspolitichef Thorkild Fogde er blevet frikendt for tjenesteforseelse af forhørsledelsen, som nyligt har afgivet sin beretning til justitsministeren. Thorkild Fogde kan nu genoptage sin tjeneste som rigspolitichef, skriver Rigspolitiet i en pressemeddelelse.

Forhørsledelsen har afgivet sin beretning til justitsministeren i den tjenstlige undersøgelse mod rigspolitichef Thorkild Fogde som opfølgning på Minkkommissionens beretning. Forhørsledelsen konkluderer, at Thorkild Fogde ikke har begået nogen tjenesteforseelse.

Thorkild Fogde, der har været fritaget for tjeneste under sagen, kan dermed genindtræde i tjenesten.

- Forhørsledelsen med tidligere højesteretspræsident Thomas Rørdam i spidsen er nået frem til, at Thorkild Fogde ikke har begået nogen tjenesteforseelse. Jeg har naturligvis lagt forhørsledelsens konklusion til grund. Rigspolitichef Thorkild Fogde vil på den baggrund genindtræde i tjenesten, udtaler Justitsminister Peter Hummelgaard, og fortsætter:

- Thorkild Fogde har ydet en enorm indsats for Danmark, ikke mindst gennem corona-krisen. Jeg glæder mig til samarbejdet med ham.

Minkkommissionen afgav sin beretning til Folketingets Granskningsudvalg den 30. juni 2022.

Den daværende justitsminister besluttede som opfølgning herpå den 24. august 2022 på baggrund af rådgivning fra Medarbejder- og Kompetencestyrelsen, som havde rådført sig med Kammeradvokaten, at indlede disciplinærforfølgning mod rigspolitichef Thorkild Fogde i form af et tjenstligt forhør. Rigspolitichefen blev fritaget fra tjenesten fra denne dato.

Medarbejder- og Kompetencestyrelsen har med bistand fra Kammeradvokaten behandlet sagen om det tjenstlige forhør på justitsministerens vegne. Justitsministeriets departement har ikke været involveret i gennemførelsen af forhøret.

Forhørsledelsen bestod af fhv. højesteretspræsident Thomas Rørdam (formand), landsdommer Annette Dellgren og landsdommer Jens Hartig Danielsen.

Thorkild Fogde genindtræder som rigspolitichef i dag, og Lene Frank genindtræder som politidirektør i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Forhørsledelsens beretning kan i uddrag læses her.

Læs også

Socialdemokratiet vil bygge nyt plejehjem og bevare alle skolerFørst måtte de dele en check, så vandt de det heleDobbelt jubel i Middelfart: Circrete er Årets Klimaiværksætter og løb også med en bid af publikumsprisenHun gjorde Møllegaard til borgmester og nu føler hun sig lukket ude af budgetforhandlingerne