Den 5. august 2024 godkendte et stort flertal i regionsrådet Region Syddanmarks høringssvar til de anbefalinger og forslag til organisering af fremtidens sundhedsvæsen, som Sundhedsstrukturkommissionen offentliggjorde den 11. juni 2024.

Region Syddanmark har først og fremmest kvitteret for kommissionens grundige arbejde.

Bo Libergren. Foto: AVISEN

– Der er ingen tvivl om, at sundhedsvæsenet i de kommende år vil opleve en række udfordringer på sundhedsområdet. Primært, fordi antallet af ældre kommer til at stige rigtig meget samtidig med, at der bliver færre hænder til behandling og pleje. Vi er glade for, at Sundhedsstrukturkommissionen har arbejdet solidt og grundigt med at finde forslag til løsninger. Også selvom vi ikke er enige i alle forslagene, siger Regionsrådsformand Bo Libergren (V)

Behovet for lokale folkevalgte politikere

Region Syddanmark tilslutter sig Danske Regioners høringssvar, men har tilføjet en række uddybende pointer. Overordnet mener Region Syddanmark, at det er vanskeligt at forestille sig en drift af sundhedsvæsenet uden en regional folkevalgt ledelse, som beskrevet i kommissionens model 2.

– Det er vigtigt, at vi har lokale folkevalgte politikere i front, så borgerne har et sted at gå hen. Politikerne er helt afgørende for at sikre borgernes stemme i det store system, som sundhedsvæsenet udgør. Samtidig er politikerne en garant for, at der bliver taget lokale hensyn – hensyn, som ikke nødvendigvis vil blive bragt op i en administrativ ledelse, understreger Libergren.

Region Syddanmark mener, at de mange gode initiativer i den nyligt vedtagne 10-årsplan for psykiatrien, som er under pres, risikerer at blive sat i stå, hvis kommissionens forslag om at integrere psykiatrien med det somatiske område bliver realiseret.

– Efter at have været underfinansieret i flere år er psykiatrien blevet tilført en masse penge i forbindelse med 10-årsplanen. Det har betydet, at vi nu er i gang med en rigtig positiv udvikling af området. Den udvikling er vi bange for drukner, hvis de mindre psykiatriske enheder bliver en del af de store somatiske sygehuse, forklarer formanden.

Regionens bredere opgaver

Region Syddanmark ønsker også fremover at varetage opgaver som klima, transport, uddannelse, miljø og det specialiserede socialområde, som Sundhedsstrukturkommissionen anbefaler at placere andetsteds.

– Opgaver som for eksempel oprensning af de store generationsforureninger går på tværs af kommunerne, og der er brug for fagligt stærke miljøer, som kan koordinere på tværs – ligesom det er tilfældet i dag. På samme vis er et samarbejde på tværs af kommunerne nødvendigt, hvis de sociale institutioner skal bevare deres højtspecialiserede tilbud, siger Bo Libergren og fortsætter:

– Der ligger ingen analyser bag eller argumenter for kommissionens anbefalinger om at flytte områderne ud af regionerne. Det finder vi uforståeligt og bekymrende.

I høringssvaret fremhæver Region Syddanmark også behovet for at styrke sammenhængen på tværs af de nuværende sektorer og skabe et mere lige sundhedsvæsen. Regionen anerkender behovet for at sikre en balance i ressourcerne mellem det specialiserede og det almene sygehusområde, men advarer imod et ensidigt fokus på det nære sundhedsvæsen, da det kan svække sygehusenes udvikling og patientbehandling.

Regionen støtter en øget kædeansvar, som kan skabe bedre sammenhæng i patientforløb og sikre den nødvendige udvikling og investeringer inden for samme sektor. Samtidig understreger regionen betydningen af en direkte folkevalgt ledelse for at sikre borgernes stemme i det komplekse sundhedsvæsen.

Sabrina Bech Bartholin (løsgænger) og Carsten Sørensen (DF) stemte imod høringssvaret.

Afsendelse til ministeriet

Region Syddanmark sender nu sit høringssvar til Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Dette svar reflekterer Region Syddanmarks ståsted og bekymringer i forhold til de foreslåede ændringer, samtidig med at de understøtter Danske Regioners samlede høringssvar.

Fakta fra høringssvaret

Region Syddanmark bemærker, at en ændret struktur ikke i sig selv vil løse sundhedsvæsenets udfordringer. Regionen støtter op om et øget kædeansvar og behovet for en national sundhedsplan, der sikrer en retfærdig fordeling af ressourcerne baseret på befolkningens behov. Region Syddanmark er også bekymret over Sundhedsstrukturkommissionens anbefaling om at gøre regionerne til rene sundhedsregioner uden ansvar for andre opgaver som miljø, klima og socialområdet.

Region Syddanmark har en lang tradition for involvering af borgere og patienter og mener, at denne tradition vil blive svær at videreføre i et statsligt ledet sundhedsvæsen. Regionen advarer mod en opsplitning i mindre regioner, da det kan underminere det specialiserede sundhedsvæsen og øge bureaukratiet.

Høringssvaret understreger også vigtigheden af et regionalt demokratisk forankret sundhedsvæsen, hvor borgerne kan gå i dialog med folkevalgte politikere om lokale sundhedsudfordringer. Regionen har desuden påpeget behovet for øget sammenhæng mellem psykiatri og somatik samt socialpsykiatrien.