Foto: AVISEN

Med en ny bandepakke vil regeringen sikre betydelige og mærkbare konsekvenser for bandernes brutale vold og samfundsundergravende aktiviteter. Det skal gøres strafbart at rekruttere unge til kriminalitet. Indsatsen mod knive og skydevåben skal skærpes. Og flere økonomiske bagmænd skal stilles til ansvar for deres handlinger.

Undersøgelser bekræfter igen og igen, at Danmark er et trygt land.

Justitsministeriets seneste tryghedsundersøgelse peger ikke kun på, at langt de fleste danskere grundlæggende føler sig trygge i deres nabolag. Den viser også rekordstor tillid til politiet.

Samme undersøgelse viser også, at tre ud af 10 borgere i de særligt udsatte boligområder har oplevet rocker- eller bandeaktiviteter i deres nabolag.

Det er tre gange så stor en andel som i resten af landet. Undersøgelsen peger desuden på, at rocker- og bandeaktiviteter i nabolaget er noget af det, som virkelig gør borgerne utrygge, hvis de oplever det.

Den form for ulighed i utryghed vil regeringen ikke sidde overhørig.

– Bandernes vold går ikke bare ud over dem selv. Den skaber utryghed i lokalsamfundet. Og bag afstumpede voldshandlinger gemmer sig ulykkelige pårørende og chokerede vidner. Drabet på Christiania i august og lørdagens eksplosion ved et rockerklubhus på Nørrebro er blot nogle af de seneste eksempler, som trækker tråde til bandemiljøet, siger justitsminister Peter Hummelgaard.

– Derfor har regeringen i dag præsenteret en ambitiøs bandepakke, som tager hele paletten i brug: Vi vil have de hårdkogte bandekriminelle væk fra gaden, så vi kan give plads til en forebyggende indsats, der giver mening og virker. Vi skal sikre, at politiet har de nødvendige redskaber til effektivt at kunne efterforske og bekæmpe bandernes kriminalitet. Og så skal banderne opleve et konstant pres fra myndighederne og mærke, at der sættes resolut ind over for deres økonomiske kriminalitet.

– Vi skal sætte hårdt ind imod den forråelse, som vi har set i bandemiljøet, og imod bandemedlemmernes fuldstændig hensynsløse adfærd og terrorisering af vores byrum. Med den nye bandepakkes 39 konkrete initiativer gør vi det endnu sværere at være bandemedlem i Danmark. For vi skal ikke acceptere, at banderne rekrutterer vores børn og unge, begår omfattende kriminalitet og skaber utryghed i gaderne, siger retsordfører for Socialdemokratiet Bjørn Brandenborg.

– Vi må aldrig opleve svenske tilstande i Danmark. Blandt andet derfor er det vigtigt konstant at overvåge bandesituationen og stramme op, når der er behov. Venstre hilser med glæde samtlige initiativer i den nye bandepakke velkommen. Det er rettidig omhu, siger retsordfører for Venstre Preben Bang Henriksen.

– Bandemedlemmer skal ikke kunne udnytte børn og unge til at begå underlødig kriminalitet. Derfor skal vi gøre en ekstra indsats for at finde andre veje for små brødre eller andre unge end kriminalitet. Vi styrker derfor den forebyggende indsats for at imødegå rekruttering af børn og unge, og vi siger til landets kommuner, at de skal tilbyde lommepengejobs til 13-17-årige, som hellere vil have et job, end en kriminel løbebane. Vi kan ikke nøjes med at styrke indsatsen for at få de kriminelle i fængsel. Vi må også forebygge, at nye kriminelle kommer til. Forebyggende arbejde og jobs giver unge bedre muligheder for et liv med uddannelse og fast beskæftigelse. Et vigtigt område for Moderaterne, siger retsordfører for Moderaterne Tobias Elstrøm.

Læs hele bandepakken her.

Fakta om bandesituationen i Danmark

  • Ved udgangen af juni 2023 var der registreret 1.322 personer som tilknyttet en rocker- eller bandegruppering. Disse personer er ved udgangen af juni 2023 registreret med 1.882 overtrædelser af straffeloven, lov om euforiserende stoffer eller våbenloven.
  • Regeringen præsenterede den 6. september 2023 to nye tiltag, som skal hjælpe politiet i kampen mod den organiserede narkotikakriminalitet på blandt andet Pusher Street: Det skal være muligt for politiet at indføre en målrettet skærpet strafzone på Christiania, hvor der foregår åbenlys og organiseret handel med ulovlige stoffer, og der skal være hårdere straffe for at overtræde zoneforbud.
  • I 2022 rejste politiet knap 1.000 sigtelser (990) i banderelaterede sager om økonomisk kriminalitet. I første halvår af 2023 rejste politiet i alt 636 sigtelser mod rockere og bandemedlemmer for økonomisk kriminalitet. Sigtelserne spænder over forskellige sagstyper, men størstedelen angår hvidvask (274 sigtelser), databedrageri (173 sigtelser) og bedrageri (84 sigtelser).
  • I Justitsministeriets Tryghedsundersøgelse 2022 angiver godt tre ud af ti (31 pct.) borgere i de særligt udsatte boligområder (SUB-områder), at de har oplevet rocker- og bandeaktiviteter i deres nabolag, mens det samme gælder for én ud af ti borgere i resten af landet.
    Hvert fjerde bandemedlem har en bror, der også er eller har været bandemedlem eller rocker: En tidligere undersøgelse foretaget af Justitsministeriet viser, at 26 pct. af registrerede bandemedlemmer har en bror, der også er eller har været registreret som bandemedlem eller rocker. 8 pct. af registrerede rockere har en bror, der også er eller har været registreret som rocker- eller bandemedlem.
  • Næsten halvdelen af registrerede bandemedlemmer er under 25 år: Ved udgangen af 2022 var 46 pct. af registrerede bandemedlemmer yngre end 25 år. 11 pct. af registrerede rockere var yngre end 25 år. Gennemsnitsalderen på registrerede bandemedlemmer var 26 år. Og gennemsnitsalderen på registrerede rockere var 39 år.
  • Politiet har fra den 1. januar 2023 til den 3. juli 2023 rejst over 300 sigtelser (303) blandt 15-18-årige for overtrædelse af knivlovens § 1 for ulovlig besiddelse af kniv på et offentligt tilgængeligt sted. I 2018 var der i alt 306 sigtelser blandt 15-18-årige, mens det samlede antal sigtelser for denne aldersgruppe i 2022 var 589.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her